{"id":5848,"date":"2024-06-22T16:18:10","date_gmt":"2024-06-22T16:18:10","guid":{"rendered":"https:\/\/hrann.dk\/?page_id=5848"},"modified":"2024-06-23T12:36:47","modified_gmt":"2024-06-23T12:36:47","slug":"kunstmaler-nancy-marsby","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/hrann.dk\/?page_id=5848","title":{"rendered":"Kunstmaler Nancy Marsby"},"content":{"rendered":"\n

Uddrag af<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

\u201dTING JEG KAN HUSKE GENNEM LIVET\u201d<\/em><\/p>\n\n\n\n

Af<\/p>\n\n\n\n

Nancy Marsby<\/p>\n\n\n\n

1978<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a><\/figure>\n\n\n\n

(Maleri lavet af Nancy Marsby. Selvom parret levede af at lave kopier eller inspirerede v\u00e6rker af andre kendte kunstnere ( hvilket var hvad folk ville have), og jeg kan genfinde dele af dette v\u00e6rk fra andre v\u00e6rker, har jeg endnu ikke fundet et eksakt forel\u00e6g. Selvom Nanna og Fibbo ikke er direkte aner er deres historie en del af familien. Og et interessant tidsbillede p\u00e5 hvordan man ogs\u00e5 kunne leve i starten og midten af \u00e5rhundredet. Hrann.) <\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Min mor, Birthe Marie Berg var fra den lille landsby i Jylland, der hedder Hygild. Her gik hun i skole hos l\u00e6rer S\u00f8ren Klarskov J\u00f8rgensen. Han var gift og havde seks b\u00f8rn. Hans kone var imidlertid p\u00e5 det tidspunkt, hvor min mor gik i skole hos ham, meget syg og svagelig. Hun havde som mange af den tids mennesker T.B. Hun d\u00f8de fire \u00e5r senere.<\/p>\n\n\n\n

Da var min mor 16 \u00e5r, og blev ansat hos den endnu unge l\u00e6rer som husholderske. De fattede fra f\u00f8rste begyndelse k\u00e6rlighed for hinanden, og da der var g\u00e5et at par \u00e5r, blev der l\u00f8st kongebrev, hvorefter de blev gift.<\/p>\n\n\n\n

De ville dog ikke blive i Hygild, s\u00e5 far s\u00f8gte og fik embedet i Asdal sogn ved Hj\u00f8rring.<\/p>\n\n\n\n

I Asdal skole blev de fleste af mine s\u00f8skende f\u00f8dt. Den f\u00f8rste var en pige. Hun blev d\u00f8bt, Rosa, men hun d\u00f8de. S\u00e5 kom Tobias, Solon, Gudrud, Svanhild og Tell. De to sidste var Josefine og Ruth. Ja, det var mange, for vi m\u00e5 huske p\u00e5, at der stadig var de seks b\u00f8rn fra f\u00f8rste \u00e6gteskab. Og selv om der lidt efter lidt var nogle af dem, der rejste hjemmefra, s\u00e5 var der da stadig et par stykker hjemme, s\u00e5 der var hele tiden fuldt hus.<\/p>\n\n\n\n

Da jeg var to \u00e5r, flyttede vi fra Asdal til Aggersborg skole, og det er derfra, jeg har de bedste minder. Skolen var i den ene ende af huset og beboelsen i den anden. Som tre\u00e5rig kunne jeg jo l\u00f8be fra vores stue os lige ind skolestuen, og det gjorde jeg ofte til fars store \u00e6rgrelse. Skolepigerne var flinke til at gemme mig under bordene. Der var under hver skolepult en bred hylde, hvor jeg kunne ligge. Der l\u00e5 jeg ofte det meste af skoledagen og  h\u00f8rte p\u00e5, hvordan b\u00f8rnene terpede deres A.B.C. igennem. Da jeg var fem \u00e5r, kunne jeg hele min A.B.C, uden selv at have l\u00e6st i den. Jeg kan huske, at jeg fik en fem-\u00f8re af far, fordi jeg kunne l\u00e6se \u201dhanebogen\u201d, som vi kaldte A.B.C-en. Jo, den kunne jeg nemt klare, og da jeg havde f\u00e5et fem-\u00f8ren, skyndte jeg mig ned til k\u00f8bmanden og k\u00f8bte bolsjer for pengene. Dengang fik vi en k\u00e6mpepose for en fem-\u00f8re, men jeg m\u00e5tte jo dele med mine s\u00f8skende. F\u00f8r jeg vidste af det var jeg blevet 6 \u00e5r og nu skulle jeg v\u00e6re med i skolen hver dag, og det var ikke n\u00e6r s\u00e5 sp\u00e6ndende, s\u00e5 jeg sn\u00f8d en gang imellem og l\u00f8b ind til mor. S\u00e5 fik jeg en kop kaffe og en stor sukkermad. Det var p\u00e5 den tid, min s\u00f8ster Rosa var d\u00f8d, Tobias og Solon var kommen ud at tjene hos b\u00f8nderne, og alle mine halvs\u00f8skende var ogs\u00e5 kommen ud at tjene, og s\u00e5 var vi ikke l\u00e6ngere s\u00e5 mange hjemme. Jeg kan huske, at der ved den tid blev f\u00f8dt en pige, der d\u00e5ben fik navet: Andromeda, men hun d\u00f8de. Og efter hende kom der igen en pige, der fik navet Adrianne. Hun levede, indtil hun blev otte \u00e5r, s\u00e5 d\u00f8de hun ogs\u00e5. Til denne skole var der en jordlod. Og vi havde to store haver. Den ene var udelukkende blomsterhave, og den anden var fyldt med mange frugtbuske og frugttr\u00e6er s\u00e5 der var nok at gnaske i. Vi havde en ko og en gedebuk, og s\u00e5 havde vi to grise \u25cbg en hund, der hed Rolf. Det var fars k\u00e6led\u00e6gge. Vi havde ogs\u00e5 en stor kat, der fik killinger, men de blev druknet.<\/p>\n\n\n\n

Det var glade dage i Aggersborg. De gik med leg og klatren i tr\u00e6er, og helt op p\u00e5 taget, og fra taget videre op at st\u00e5 p\u00e5 skorstenen. Det var Tell og jeg, der fra et stort tr\u00e6, kunne hoppe ind p\u00e5 taget. Mor var skr\u00e6kslagen, men det r\u00f8rte ikke Tell og mig. Der var et tj\u00e6retag p\u00e5 skolen, og n\u00e5r vi skulle ned, kurrede vi p\u00e5 buksebagen ned til det store p\u00e6retr\u00e6. N\u00e5r mor syntes, kunne det v\u00e6re nok, s\u00e5 sendte hun os til k\u00f8bmanden, og det var en streng tur. Jeg husker, at vi skulle have to otte-punds rugbr\u00f8d \u25cbg en kurv fyldt med varer, s\u00e5 det var et par tr\u00e6tte unger, der kom hjem efter at have g\u00e5et en mil (7,5 km).<\/p>\n\n\n\n

Tell kunne godt blive sulten, inden vi n\u00e5ede hjem, s\u00e5 begyndte han at udhule et af br\u00f8dene. De kunne v\u00e6re varme. Det smagte dejligt, S\u00e5 n\u00e5r vi kom hjem, var der ofte kun skorpen tilbage, s\u00e5 sk\u00e6ndte mor.<\/p>\n\n\n\n

Tell var en rigtig filur. N\u00e5r der var nogle store skyer p\u00e5 himlen, s\u00e5 l\u00f8b Tell i en fart hen til k\u00f8bmanden og sagde:\u201d-God dag Hedeg\u00e5rd! Jeg tror det bliver tordenvejr\u201d, og k\u00f8bmand Hedeg\u00e5rd, der var angst for tordenvejr svarede:\u201d Tror du det Tell, det skal du rigtignok have et stort kr\u00e6mmerhus bolsjer for. S\u00e5 l\u00f8b Tell gl\u00e6destr\u00e5lende hjem i det dejlige solskinsvejr. En dag jeg var p\u00e5 vej til skole, stod der pludselig en gr\u00e6vling p\u00e5 skole stien. Den stod bare og gloede ondt, og jeg blev s\u00e5 bange s\u00e5 jeg l\u00f8b omtrent hjem igen, for at komme en omvej til skole. Jeg gik vel 1 skole hos far i Aggersborg skole, indtil jeg var ti \u00e5r. Far blev p\u00e5 det tidspunkt syg- iskias-og m\u00e5tte tage sin afsked. Vi flyttede s\u00e5 til Brande, hvor vi fik en lejlighed p\u00e5 Vejlevej. Min halvbror Skov, samt Tobias og Solon malede p\u00e5 livet l\u00f8s. Det var sm\u00e5 billeder p\u00e5 pap, som de s\u00e5 rejste rundt i landet og solgte. Men n\u00e5r de havde udsolgt, kom de altid hjem igen.<\/p>\n\n\n\n

Mens vi var i Brande kom en kom mand hjem til os. Hed Marinus. Var en rigtig sig\u00f8jner. Tell mente, han var ud af en tatersl\u00e6gt, men spille violin kunne han, og det s\u00e5dan, at vi andre fik t\u00e5rer i \u00f8jnene af at h\u00f8re hans spil. Han var gift og havde mange b\u00f8rn. P\u00e5 den tid fattigfolks eneste rigdom. Han var vegetar, s\u00e5 hans kone fyldte ham med hvidk\u00e5l hver dag. Han kom hen til os en dag, hvor mor havde lavet h\u00f8nsek\u00f8dsuppe, og mor gav Marinus to store tallerken fulde, som han spiste med stor appetit. Men suppen kunne ikke rigtigt forliges med hvidk\u00e5len, og Marinus blev syg. S\u00e5 syg, at han troede, han skulle d\u00f8, og med angst og b\u00e6ven skriftede han for sin kone at han havde spist h\u00f8nsek\u00f8dsuppe hos l\u00e6rerens kone. Konen sk\u00e6ldte ham ud, og som det troende Jehovas Vidne han var, tog han med ydmygt sind sin kones bebrejdelser. Han spiste aldrig k\u00f8d mere.<\/p>\n\n\n\n

Noget senere k\u00f8bte far et hus lidt udenfor Brande, men stadigv\u00e6k p\u00e5 Vejlevej. Jeg kan huske, at det kostede fire tusinde kroner. Der boede vi, til jeg var blevet konfirmeret.<\/p>\n\n\n\n

Ved den tid havde Skov startet en cigarforretning i Brande. Han aftalte med min s\u00f8ster Gudrud, at hun kunne bo hos ham og passe hus og lave mad. Gudrud havde f\u00e5et et v\u00e6relse ovenp\u00e5, og her startede hun en systue. Hun syede min konfirmationskjole, og jeg hjalp med til at s\u00f8mme det letteste. Jeg var meget fin i lang, hvid kjole, og en hestehale ned ad ryggen havde jeg ogs\u00e5. Det var dengang. Vi var ikke s\u00e5 velbesl\u00e5et med penge, s\u00e5 vi havde ingen fest, og jeg fik ingen gaver, Gudrud havde stegt hesteb\u00f8ffer til middag. Hun vidste godt, at Skov aldrig spiste hestek\u00f8d, fordi han mens han var i Amerika var blevet sparket af en hest og f\u00e5et sit ene kn\u00e6 smadret, Men da vi havde spist middagen, fortalte Gudrud, at det var hestek\u00f8d, som vi havde spist, og Skov for ud og br\u00e6kkede al maden op. S\u00e5 tosset kunne han v\u00e6re. Skov havde ikke forstand p\u00e5 forretning. Det var ved den f\u00f8rste verdenskrigs afslutning, og de rejsende fra de forskellige firmaer prakkede Skov en masse krigsvarer p\u00e5, s\u00e5 ca. et \u00e5r derefter gik Skov fallit.<\/p>\n\n\n\n

Da Skov ikke nu l\u00e6ngere kunne klare at drive forretningen videre, m\u00e5tte vi jo alle flytte. Men hvor skulle vi flytte hen? Naturligvis hjem til mor og far. For n\u00e5r Skov gik neden om og hjem, gjorde jeg jo ogs\u00e5 idet jeg hjalp han i butikken. Og selvf\u00f8lgelig m\u00e5tte Gudrud jo ogs\u00e5 holde op med at have systue, som hun havde etableret oven over butikken.<\/p>\n\n\n\n

Nu syntes far imidlertid, at vi efterh\u00e5nden blev for mange til at g\u00e5 derhjemme. Pensionen var jo lille dengang, og der var jo ingen indt\u00e6gt ved huset p\u00e5 Vejlevej. Men da han havde t\u00e6nkt sig om nogle dage, solgte han huset p\u00e5 Vejlevej og k\u00f8bte en lille ejendom der blev kaldt \u201dGejlbjerg\u201d. Der var 45 t\u00f8nder land til den, men det meste var uopdyrket hede jord og s\u00e5 nogle brunkulslejer fra f\u00f8rste verdenskrig.<\/p>\n\n\n\n

Far havde jo ingen forstand p\u00e5 landbrug, men det troede han, at hans s\u00f8nner havde. Men nej! De ville ikke v\u00e6re landm\u00e6nd. Tobias ville v\u00e6re maler, hvad han ogs\u00e5 blev. Solon ville jo v\u00e6re en stor violinist. Han \u00f8vede sig b\u00e5de nat og dag, men n\u00e5ede aldrig videre.<\/p>\n\n\n\n

Nej, det var ikke godt, s\u00e5 far m\u00e5tte leje en mand til at pl\u00f8je den fattige jord som den var. Men alligevel, vi havde 4 k\u00f8er, to sm\u00e5 heste og nogle grise. Den ene af k\u00f8erne havde TB. Det var der ikke blevet talt om da far k\u00f8bte, men det resulterede i at Tobias blev smittet med sygdommen og blev sendt p\u00e5 Vejlefjords Sanatorium. Der var han et \u00e5r og da han blev udskrevet, rejste han til Odense. Han var efterh\u00e5nden blevet s\u00e5 dygtig til at male at han kunne leve af sit arbejde. Gudrud rejste ogs\u00e5 til Fyn. Hun fik en plads hos en Pr\u00e6stefamilie i en lille landsby (vist nok Truderup) p\u00e5 Vestfyn, hvor jeg bes\u00f8gte hende. <\/p>\n\n\n\n

Jes var stolt over at kunne rejse alene over b\u00e6ltet. Dengang var der jo ingen bro over Lilleb\u00e6lt. Jeg var der i en uge, men s\u00e5 var den herlighed slut.<\/p>\n\n\n\n

Jeg glemte at fort\u00e6lle at Josefine blev f\u00f8dt i Brande og Ruth blev f\u00f8dt i et lille hus ude i en mose, som far havde k\u00f8bt, inden han solgte Vejlevejs huset. Begge huse blev brugt som udbetaling p\u00e5 \u201dGejlbjerg\u201d.<\/p>\n\n\n\n

Jeg husker, at da rut var et \u00e5r, sad hun med sin flaske. Hun ville ikke have bryst. Men Josefine der snart var 5 \u00e5r, endnu fik bryst. Jeg kan endnu se hende st\u00e5 ved siden af mor og sige:\u201d Jose f\u00e5 mi, Jose f\u00e5 mi!\u201d Og s\u00e5 fik hun bryst, s\u00e5 l\u00e6nge der var noget. S\u00e5 det var jo et stort \u201df\u00f8l\u201d at l\u00e6gge til brystet.<\/p>\n\n\n\n

Vi levede et rigtig g\u00f8glerliv. Jeg red p\u00e5 Musse (den hvide hest) til Skarrild efter k\u00f8bmandsvarer. Jeg havde en stor kurv foran mig og kun hestens markt\u00f8jr til at lede den med. Men det gik godt, indtil jeg kom hjem i g\u00e5rden. Der stod alle og ventede p\u00e5 varerne, og Musse standsede s\u00e5 brat, at jeg r\u00f8g ud over hestens hoved og havnede p\u00e5 g\u00e5rdspladsen med kurv og alle varerne. Jeg selv kom ikke noget til, men posen med melis revnede. Men s\u00e5 gav mor os kaffe med frisk br\u00f8d til, og s\u00e5 var den flyvetur glemt igen.<\/p>\n\n\n\n

Solon og Tell red \u201dkosak-ridt\u201d ud over heden til stor forargelse for de omkringboende b\u00f8nder. De syntes jo nok, at de store drenge kunne \u201dtage sig noget nyttigt til\u2026\u201d<\/p>\n\n\n

\n
\"\"<\/a><\/figure>\n<\/div>\n\n\n

Men Solon og Tell var ligeglade. De ville bl\u00e6se b\u00f8nderne en hatfuld, og fortsatte deres vilde ridt over \u201dpr\u00e6rien\u201d. Jo det var liv, dette.<\/p>\n\n\n\n

Jeg blev fastet til en herreg\u00e5rd p\u00e5 Vejleegnen \u201dEngelsholm\u201d. Jeg skulle hj\u00e6lpe til i k\u00f8kkenet. Men der kunne jeg ikke trives. S\u00e5 jeg var der kun en kort tid. Jeg v\u00e5gnede en nat p\u00e5 mit lille tagkammer, og s\u00e5 besluttede jeg at stikke af fra det hele. Jeg pakkede mit kluns og listede ned af de mange trapper. Jeg kom ned i en stor forhal, og der faldt jeg over alle de mange par sko, der var stillet frem til pudsning. Jeg v\u00e6kkede den store hund, men den var s\u00e5 fredelig. Jeg fik samlet min vads\u00e6k op og kom ud i den store g\u00e5rd. Jeg var bange for at der skulle v\u00e6re nogen af karlene oppe. Sa jeg l\u00f8b for livet over g\u00e5rden og ud ad porten og videre gennem en stor, lang alle, hvor heste og kvier l\u00f8b langs hegnet og br\u00f8lede af den lille nattevandrer, men jeg kom da ud p\u00e5 vejen og kunne tr\u00e6kke vejret igen. Tilbage var de nu seks mil (45 km) hjem. S\u00e5 der var ikke andet at g\u00f8re end at vandre.<\/p>\n\n\n\n

Op ad dagen kom der et postbud. Han tog min vads\u00e6k op p\u00e5 sin cykel, og satte den ved vejen, n\u00e5r han skulle ind med post til de forskellige steder. Nar han kom tilbage, tog han den igen, og det gik helt godt et langt stykke vej af min trange tur. Men postens rute var jo ikke sa lang som min og efter en tid var jeg igen alene pa min ensomme vandring. Op ad dagen meldte sulten sig. Det var ikke rart at v\u00e6re bade sulten og tr\u00e6t. Til sidst tog mod til mig og gik ind i et hus- en lille landejendom. Jeg bad om lidt og drikke og spise.<\/p>\n\n\n\n

Det var rare og venlige mennesker, som gav mig kaffe og store sigtemadder. Jes spiste flere stykker, og jeg tror nok, de undrede sig lidt. Da jeg var f\u00e6rdig med at spise, gav manden mig en fem-krone og sagde: \u201d Du m\u00e5 vist hellere tage toget hjem til dine for\u00e6ldre, min lille ven\u201d. Jeg var ved at tude af lettelse og r\u00f8relse over den godhed, der blev mig til del. Jeg havde en stor klump i halsen, da jeg sagde farvel. Det var to virkelig gode mennesker. Og s\u00e5 kom jeg med toget hjem.<\/p>\n\n\n\n

Mor blev s\u00e5 glad ved at se mig. Mor sagde til far, at det heller ikke var et sted at sende mig hen. S\u00e5 jeg fik ingen sk\u00e6nd denne gang. \u201d  Nu skal vi ha\u00b4 en kop kaffe!\u201d, sagde mor, og s\u00e5 fik vi kaffe og friskbagt franskbr\u00f8d med ost.<\/p>\n\n\n\n

Jeg blev nu hjemme i et stykke tid, og da jeg tidligere havde set hvordan Tobias malede, ville jeg ogs\u00e5 pr\u00f8ve, og l\u00f8bet af kort tid malede jeg lige s\u00e5 godt, som Tobias. 0g det var sv\u00e6re ting, jeg p\u00e5tog mig. Jeg malede fire billeder til mor: Et med en Kristusfigur og et hvor man s\u00e5 to b\u00f8rn p\u00e5 den yderste kant af en klippe med engel, der beskyttende holdt sin h\u00e5nd over b\u00f8rnene, s\u00e5 de ikke skulle falde i afgrunden. De to andre var fuglebilleder. Mor var meget glad for disse billeder, men da det jo ikke gav penge i huset at male til mor, s\u00e5 jeg m\u00e5tte jo igen ud at tjene til t\u00f8j. Denne gang valgte vi -mor, far og jeg selv- at jeg skulle tage plads hos min \u00e6ldre halvs\u00f8ster, Petra, der var gift og havde en g\u00e5rd i Ris.<\/p>\n\n\n\n

Jeg var hos Petra i to \u00e5r og fik 70 kroner om m\u00e5neden. Det var en flot l\u00f8n den gang, men jeg m\u00e5tte ogs\u00e5 slide for pengene. Jeg var enepige, malkepige og kor\u00f8gter. Jeg passede alene Petras 12 k\u00f8er, som skulle tr\u00e6kkes langt ud p\u00e5 den yderste mark og flyttes flere gange om dagen. Om aftenen m\u00e5tte jeg tr\u00e6kke dem hjem igen og m\u00e5tte hj\u00e6lpe til med at malke dem. Ja det var et slid fra morgen til sen aften. Men Petra var ellers god ved mig. Hun var aldrig sur eller kritisk.<\/p>\n\n\n\n

Men s\u00e5 kom der til g\u00e5rden en s\u00f8n fra en stor g\u00e5rd. Det var Petras mands broders\u00f8n, og Petra blev helt ivrig for at f\u00e5 mig forlovet med ham, s\u00e5 jeg kunne blive g\u00e5rdmandskone som hun selv. Men jeg syntes ikke om ham. Han var enebarn og meget fork\u00e6let. Han rendte efter mig hele tiden og plagede mig. Selv om han var en p\u00e6n karl, s\u00e5 kunne jeg ikke rigtig tro p\u00e5, hvad han ville med mig, fattige pige, og dertil kom, at jeg p\u00e5 den tid havde en ven, som jeg fulgtes med til bal i omegnens forsamlingshuse<\/p>\n\n\n\n

Ud i den store verden\u2026<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Da jeg havde v\u00e6ret hos Petra i to \u00e5r, blev hun og jeg enige om, at jeg skulle rejse til K\u00f8benhavn. Der boede en anden af mine halvs\u00f8stre. Hun hed Marry, og det var s\u00e5 en aftale, at hun skulle pr\u00f8ve at skaffe mig en plads i et godt hjem. Ved min afrejse fra Petra gav hun mig to hundrede kroner, foruden min l\u00f8n. Jes skulle v\u00e6re p\u00e6n, n\u00e5r jeg kom over til Marry, syntes Petra. Jo, Petra var helt rigtig Hendes mand m\u00e5tte ikke vide noget om de to hundrede, jeg fik ekstra.<\/p>\n\n\n\n

Og s\u00e5 rejste jeg og blev ogs\u00e5 p\u00e6nt modtaget af Marry. Jeg var der i nogle dage. Men Marry var ikke rigtig tilfreds med mig. Jeg m\u00e5tte ikke have pandeh\u00e5r, og min jakke var for kort. Hun skrabede mit h\u00e5r tilbage, og s\u00e5 k\u00f8bte hun en frakke tll mig. En rigtig barnefrakke. Og s\u00e5 fulgte Marry mig hen i min nye Plads. Det var hos to \u00e6ldre mennesker. Konen var en rigtig himstregims. Jes kunne ikke g\u00f8re noget godt nok, s\u00e5 jeg var der kun f\u00e5 dage. En dag, da hun var g\u00e5et en tur parken, pakkede jeg mit kluns og gik min vej. Det f\u00f8rste jeg gjorde, var at s\u00e6lge den sorte frakke, som Marry havde k\u00f8bt til mig. Jeg fandt en marskandiser, som k\u00f8bte den og et par andre ting, s\u00e5 jeg kunne leje mig et v\u00e6relse. Men der gik to dage, f\u00f8r jeg fandt et v\u00e6relse, s\u00e5 jeg sov p\u00e5 en b\u00e6nk p\u00e5 R\u00e5dhuspladsen. I dag ville det jo nok ikke kunne g\u00e5, men dengang var der b\u00e6nke med sm\u00e5 h\u00e6kke rundt om, og der kunne et tr\u00e6t menneske hvile i fred. Jeg k\u00f8bte kaffe og br\u00f8d ved kaffevognen og gik s\u00e5 ellers ud og s\u00e5 p\u00e5 byen. Det var jo s\u00e5 nyt for mig alt sammen.<\/p>\n\n\n\n

Og s\u00e5 fik jeg et v\u00e6relse-p\u00e5 femte sal p\u00e5 Gasv\u00e6rksvej. Det kostede 25 kroner om m\u00e5neden, s\u00e5 jeg m\u00e5tte finde p\u00e5 noget, s\u00e5 jeg kunne leve. S\u00e5 fandt jeg et s\u00e5kaldt \u201den-gros-lager\u201d, som solgte sy artikler og andre sm\u00e5ting. Jeg k\u00f8bte sy artikler for alle de penge, jeg havde tilbage, og s\u00e5 gk jeg ud for at handle, og det fint. Jeg travede op ad trapperne med min lille taske. Jeg kunne godt s\u00e6lge for 20-25 kroner om dagen. Jeg havde ogs\u00e5 fint lyser\u00f8dt brevpapir min taske. Jeg skrev hjem til mor at jeg havde det godt og klarede mig fint.<\/p>\n\n\n\n

Da jeg havde levet p\u00e5 den m\u00e5de i et par m\u00e5neder, traf jeg Valdemar. Det var mit uheld. Han var omtrent hjeml\u00f8s efter at v\u00e6re g\u00e5et fallit med en forretning. Han havde drukket det hele op i sprut, og ensom som jeg var i den store by, lod jeg ham g\u00e5 med mig hjem. Vi blev sammen. 0g s\u00e5 blev Volmer til. Jeg blev ved med at handle. Jeg solgte mine sy artikler under hele svangerskabet, for Valdemar var jo arbejdsl\u00f8s. Jeg kan huske, at da veerne begyndte om morgenen, gik jeg ned p\u00e5 gaden, hvor jeg stod og ventede pa en linie-10, som jo gik til Rigshospitalet. Der blev jeg modtaget venligt og blev lagt i seng med det samme. Sa kom Volmer til verden. Han hylede gevaldig op, og jeg var da glad for at h\u00f8re, at der var liv og at det var g\u00e5et godt.<\/p>\n\n\n\n

Sa kom Valdemar. Han kom nu hver dag, mens jeg l\u00e5 der. Dels med blomster og dels med andet. Han mente at fremtiden tegnede lyst, men jeg s\u00e5 nu knap s\u00e5 lyst pa fremtiden, med et lille barn, et tagkammer p\u00e5 femte sal, hvor der var flere kamre af samme slags, hvor der boede forskellige slags mennesker p\u00e5 de forskellige kamre, Og ude p\u00e5 loftet en enlig vandhane over en sur tr\u00e6vask, som vi alle skulle deles om.<\/p>\n\n\n\n

Vi boede der i et \u00e5r, og s\u00e5 fik vi et lille to v\u00e6relses i Kingosgade. Det var da noget bedre.<\/p>\n\n\n\n

Ved den tid kom Josefine over til mig, og det var meget godt, for sa kunne jeg igen g\u00e5 ud og handle, nar Jose kom hjem fra skole. Valdemar havde faet lidt arbejde, men hvad han fik for det ved jeg ikke, for han drak det hele op. S\u00e5 hvis Volmer og jeg skulle have mad, m\u00e5tte jeg selv tjene til det. Jeg handlede om dagen og om aften hjalp jeg til i k\u00e6lderbev\u00e6rtning, som l\u00e5 lige under vores lejlighed i Kingosgade. Jeg skulle holde kaffen varm og servere. Det var ellers konens job, men hun sad som regel og drak sammen med g\u00e6sterne. Jeg kunne ikke lide at v\u00e6re der. Det var alle sammen fordrukne mennesker, og skulle jeg servere et eller andet for dem, skulle de altid klappe mig i enden. Det var \u00e6kelt, og kort tid efter rejste jeg og min lille s\u00f8ster hjem til far.<\/p>\n\n\n\n

I den tid jeg havde boet K\u00f8benhavn sammen med Valdemar, var der sket s\u00e5 meget. Mine for\u00e6ldre var flyttet til Odense. De havde boet flere steder, men sidst i en villa, der l\u00e5 lige i udkanten af \u00c5lykkeskoven. Der blev min moder syg og d\u00f8de af sukkersyge. Jeg fik brev samme dag, som mor skulle begraves.<\/p>\n\n\n\n

Som for n\u00e6vnt rejste jeg med barn og barnevogn hjem til far. Far var flyttet ud p\u00e5 Skibhusvej i Odense. Men s\u00e5 blev jeg selv syg og m\u00e5tte p\u00e5 sygehuset. Jeg fandt en familie, der ville have Volmer i pleje, mans jeg l\u00e5 p\u00e5 sygehuset. Da jeg kom fra sygehuset, tog jeg ned til mine Br\u00f8dre Solon og Tell der havde en stue med k\u00f8kken i P\u00e5skestr\u00e6de.<\/p>\n\n\n\n

Fibbo havde et v\u00e6relse ovenp\u00e5, men han sad mest i mine br\u00f8dres k\u00f8kken og malede. Mine br\u00f8dre var ikke hjemme, s\u00e5 det var Fibbo der tog imod mig, og det var k\u00e6rlighed ved f\u00f8rste blik.<\/p>\n\n\n\n

Da jeg jo ikke kunne sove i samme seng som mine br\u00f8dre, overlod Fibbo beredvilligt det halve af sin seng til mig. Men da der var g\u00e5et et par dage, foreslog v\u00e6rtinden at de lod Fibbo og jeg overtage den lille lejlighed og der begyndte vores liv. Men for at f\u00e5 fred for Valdemar, der ville have mig til at genoptage samlivet, lod jeg han f\u00e5 drengen. Jeg syntes ikke, at jeg magtede opgaven.<\/p>\n\n\n\n

B\u00e5de Fibbo og jeg malede p\u00e5 fuld kraft hver dag fra morgen tidligt til sen aften. Vi malede til en rammefabrik, der l\u00e5 ude p\u00e5 Skibhusvej. Ham malede vi til i et par \u00e5r.<\/p>\n\n\n\n

Volmer! – Ja nu vil nogle m\u00e5ske nok synes, at det var s\u00e6rt at overlade drengen til Valdemar, men det kan jeg ikke v\u00e6re enig i. Det var et u\u00f8nsket barn, og jeg ville under ingen omst\u00e6ndigheder v\u00e6re tvunget til at leve mit liv sammen med barnets fader. Derfor!<\/p>\n\n\n\n

Og jeg har ikke fortrudt. Det var et afsnit af mit liv, som m\u00e5tte v\u00e6re slut.<\/p>\n\n\n\n

Fibbo og jeg boede et \u00e5rs tid i det lille bo i P\u00e5skestr\u00e6de, men s\u00e5 flyttede vi til Nedergade nr. 8. Ejeren var en andenrangs barber. Vi boede lige over forretningen. Jeg havde papeg\u00f8je, der hed Jakke. Den spiste mad sammen med mig. Den var s\u00e6rlig glad for sandkage, og den fik sin del af kagen. Vores seng – for vi havde kun en – stod op mod en v\u00e6g, s\u00e5dan at gardinet gik ned lige ved hove g\u00e6rdet af sengen, og den lille papeg\u00f8je morede sig med at klatre op og ned ad gardinet og om aftenen ned sengen til os. En aften da den kom ned sengen, lagde jeg den p\u00e5 mit bryst og talte til den og k\u00e6lede med den. Jeg m\u00e5 v\u00e6re faldet i s\u00f8vn uden at t\u00e6nke videre over fuglen. M\u00e5ske har en af os vendt sig i s\u00f8vne, s\u00e5 den ikke har kunnet komme fri af dynen. Jeg ved det ikke. Men om morgenen, da jeg stod og lavede morgenkaffe, kaldte jeg p\u00e5 Jakke, men den svarede ikke og kom heller ikke flyvende, som den plejede, n\u00e5r jeg kaldte. Den l\u00e5 under vores dyne. Den var d\u00f8d,<\/p>\n\n\n\n

 B\u00e5de Fibbo og jeg var glade for dyr, og da vi ingen papeg\u00f8je havde mere, s\u00e5 k\u00f8bte vi et stort akkumulatorglas fra det gamle, nedlagte elektricitetsv\u00e6rk. Det rummede 80 liter vand<\/p>\n\n\n\n

Lidt efter lidt fik vi det fyldt op med ikke s\u00e5 f\u00e5, og for nogles vedkommende, ret kostbare fisk, og s\u00e5 skete det samme med akvariet som med papeg\u00f8jen\u2026 En aften, vi sad og spillede kort med Skov, l\u00f8d der pludselig et rabalder, og alle 80 liter vand fl\u00f8d ud over gulvet. Sl\u00f8rhaler og vand fl\u00f8d ud over gulvet. Guldfisk sv\u00f8mmede rundt p\u00e5 gulvet i alt for lidt vand, s\u00e5 vi fik travlt med at samle dem op i et vandfad. Vandet l\u00f8b naturligvis gennem de ut\u00e6tte gulvbr\u00e6dder, og barberens loft s\u00e5 forf\u00e6rdeligt ud dagen efter. Efter den dag var han ikke s\u00e5 flink mere, s\u00e5 vi flyttede igen. Denne gang kom vi til at bo i et p\u00e6nt kvarter<\/p>\n\n\n\n

\u201dHunderup kvarteret\u201d blev det kaldt og det var ogs\u00e5 en sidevej til Hunderupvej. Det var et havehus med to stuer og et k\u00f8kken. Det l\u00e5 nede bag i haven. V\u00e6rten havde selv havde boet der, indtil gode han fik bygget den store villa ud mod gaden.  Der havde vi et par gode \u00e5r. Fibbo fangede fugle. Bogfinker og gulspurve. Vi havde ogs\u00e5 forskellige sangfugle, som Fibbo k\u00f8bte hos en fuglehandler i Overgade.<\/p>\n\n\n\n

 En dag kom Fibbo\u00b4s mor (Andrea Cecillie Andreasen) over til os. Hun boede et stykke tid hos os i Odense. En dag, vi v\u00e5gnede lidt tidlig, klokken var vist kun fire, var hun ikke i sin seng. Vi stod op og fandt hende ude i haven. Da vi spurgte, hvorfor hun sad derude p\u00e5 den tid af dagen, svarede hun: \u201dA ku da ins souw f\u00e5 \u00e5ller di fowl.\u201d Men hun rejste senere hjem til Jylland igen.<\/p>\n\n\n\n

Henry (Fibbo`s bror) imidlertid blevet forlovet med min s\u00f8ster Josefine, s\u00e5 vi overlod dem havehuset, og s\u00e5 flyttede vi ud p\u00e5 D\u00f8kerlundsvej. Jose var da 16 \u00e5r, men da de giftede sig, flyttede de ind Havehuset, og der blev Sonja f\u00f8dt.<\/p>\n\n\n\n

Vi boede kun et \u00e5r p\u00e5 D\u00f8kerlundsvej. S\u00e5 lejede vi en butik p\u00e5 Hj\u00f8rnet af Oluf Baggerskade. Der havde v\u00e6ret slagterforretning, men Fibbo mente, der nok skulle kunne g\u00e5 en gr\u00f8ntforretning. Det kunne der bare ikke. Det var et kvarter med gamle mennesker. De gamle koner kom hver l\u00f8rdag og k\u00f8bte to pund kartofler og et hvidk\u00e5lshoved. Og s\u00e5 havde de mad nok til hele ugen. 0g for at g\u00f8re det rigtig godt gav Fibbo dem en l\u00f8rdagsbuket, som han kaldte det, men blomsterne var dyre. S\u00e5 det var en ren underskudsforretning. Vi var der da ogs\u00e5 kun en m\u00e5ned, S\u00e5 m\u00e5tte vi have fat i penslerne igen. Vi lejede en to v\u00e6relsers i N\u00e6sby. Det var en forstad til Odense, men et sted, Vi ikke rigtig br\u00f8d os om. Vi var glad ved Odense og ville helst bo der. Det var imidlertid sv\u00e6rt udenfor de s\u00e6dvanlige to flyttedage, der Jo var i oktober og november. Men endelig fandt vi to sm\u00e5 usle kamre, vi kunne flytte hen i. Det var p\u00e5 S\u00f8ndre Boulevard. Men allerede inden vi flyttede derud, havde vi lejet en 3-v\u00e6relses i Torsgade nr 33, 2 sal. Men det var jo det s\u00e6dvanlige. Vi kunne Ikke flytte ind for oktober-flyttedag, s\u00e5 vi m\u00e5tte blive i de to sm\u00e5 kamre indtil da.<\/p>\n\n\n

\n
\"\"<\/a><\/figure>\n<\/div>\n\n\n

Henry K\u00f8ster (Kunsthandler) og Nancy Marsby (J\u00f8rgensen)<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

S\u00e5 kom endelig dagen, hvor vi kunne flytte op i Torsgade. N\u00e5r vi kunne f\u00e5 denne lejlighed, s\u00e5 var det fordi to \u00e6ldre mennesker: Anna og hendes mand, gamle Krag ikke l\u00e6ngere kunne g\u00e5 op ad trapperne, og da stuelejligheden blev ledig, flyttede de der ned, og da vi kendte Anna og Krag i forvejen, s\u00e5 anbefalede de os til ejeren af huset. Han var maler og boede selv p\u00e5 f\u00f8rste sal.<\/p>\n\n\n\n

Som f\u00f8r n\u00e6vnt kendte Fibbo allerede de to gamle, da vi l\u00e6rte hinanden at kende. De havde ikke selv b\u00f8rn sammen. Men Krag havde et par s\u00f8nner af sit f\u00f8rste \u00e6gteskab, men de var jo for l\u00e6ngst gifte os borte fra hjemmet, s\u00e5 gamle Krag og Anna betragtede os som deres b\u00f8rn. Vi kom sammen to gange om ugen og spiste aftensmad sammen.<\/p>\n\n\n\n

Den ene aften hos os og den anden gang hos dem. Krag ville spille kort (poker), men ikke om penge, og da vi jo Ikke kan spille poker uden noget at spille om, s\u00e5 lavede Krag papirs penge og m\u00f8nter af pap. Han slog gevaldig i bordet, n\u00e5r han \u201dGav p\u00e5 nakken\u201d, som det jo Indimellem hedder imellem pokerspillere. Krag kunne godt hitte p\u00e5 at overbyde sine modspillere med flere tusinde kroner, og vandt han puljen, skrabede han puljen hjem med en mine som om det var rigtige penge<\/p>\n\n\n\n

Der var en kunsthandler S\u00f8rensen der aftog alt hvad vi malede. Men det var alt for h\u00e5rdt et r\u00e6s. Vi kunne ikke holde til det og en dag blev vi enige med Jose og Henry om at ville pr\u00f8ve at oparbejde en eksistens i K\u00f8benhavn. Vi flyttede s\u00e5 igen. Vi fik en lille gammel lejlighed p\u00e5 hj\u00f8rnet af tingvej og skotlandsgade. Dog skulle der jo oparbejdes en ny kundekreds, og vi havde jo slet ingen forbindelser i K\u00f8benhavn, s\u00e5 vi m\u00e5tte n\u00f8jes med Henry. Der blev imidlertid knas mellem Jose og Henry s\u00e5 det endte med at de flyttede tilbage til Odense. S\u00e5 Fibbo og jeg m\u00e5tte tage et halvt \u00e5r til Tyskland for at arbejde (Kiel).<\/p>\n\n\n\n

Jeg var p\u00e5 en fiskekonserves fabrik, og boede i en stor gammel villa der tilh\u00f8rte fabrikken. En aften under en bombealarm faldt der en engelsk bombe ned i villaen, men vi havde beskyttelsesrum i villaens anden ende, s\u00e5 ingen af os mange piger kom noget til. Det gjorde derimod vores sovesal, og en splint gik gennem min kuffert. Den lavede hul i alt mit t\u00f8j, og da noget t\u00f8j jo selvf\u00f8lgeligt var lagt sammen, ja s\u00e5 var der jo flere huller i det samme stykke t\u00f8j. Jeg fik 1100 kr. i erstatning for t\u00f8jet og sammen med de penge vi lidt efter lidt havde sendt hjem – de stod i en bank p\u00e5 Amagerbrogade – kunne vi da leje en lejlighed og k\u00f8be forholdsvis nye m\u00f8bler. I Tyskland havde Fibbo arbejdet hos en arbejdsgiver Rikard M\u00f8ller\u201d som byggede tr\u00e6huse (barakker) til boliger til de mange millioner fremmedarbejdere. Vi havde bundet os for et halvt \u00e5r, og i den til fra den 6. november til 6. maj var vi m\u00f8dt til at blive der. Men s\u00e5 tog vi hjem. Vi havde f\u00e5et nok.<\/p>\n\n\n\n

En dag s\u00e5 Fibbo en annonce i Berlingeren; \u201dEr de tr\u00e6t af deres grund, og gerne vil have et hus, s\u00e5 kom og byt med mig\u201d. Fibbo ringede til manden, der k\u00f8rte os ud og viste os bungalowen. Men det ulykkelige var at vi jo ingen grund havde til udbetalingen. Fibbo spurgte manden hvordan der kunne handles. Jo der skulle optages st\u00f8rst muligt kreditforeningsl\u00e5n, og for restbel\u00f8bet skulle der udbetales pantebrev til ejeren, der viste sig at v\u00e6re en helt anden end snedkeren. Der blev skrevet slutseddel, og s\u00e5 troede Fibbo, der jo aldrig havde handlet ejendomme f\u00f8r, at s\u00e5 var den sag i orden. Og dagen efter flyttede vi ind i \u201dEget Hus\u201d. Nogle dage efter kom den rigtige ejer. Han kiggede lidt underligt p\u00e5 Fibbo og sagde at man plejede at k\u00f8be huset inden man flyttede ind i det. Men Fibbo havde skam tingende i orden, og med stolthed viste han ham det maskinskrevne papir, som Fibbo mente var bevis nok p\u00e5 at huset var vores. Til alt held fik manden kig p\u00e5 et billede p\u00e5 125 x 200 cm, og da han havde snakket lidt om at der skulle mindst 500 kr. i udbetaling, forlange Fibbo det samme for billedet. Vi fik s\u00e5 lavet et rigtigt sk\u00f8de. Vi boede der s\u00e5 gratis i et halvt p\u00e5 men da det blev vinter, besluttede vi at flytte ind til byen igen.<\/p>\n\n\n\n

Vi lejede en lille stuelejlighed i en meget fin gammel villa p\u00e5 Heklas alle. Det var en gammel kunstmaler (Charlottenborg udstiller) der ejede den. Han var lige s\u00e5 fattig som vi andre. Han sad 8 dage ved det samme billede. Det var fine ting, men han kunne ikke f\u00e5 mere end 60 kr. for sine billeder, Han var meget imponeret over vores billeder. Vi havde ikke r\u00e5d til det, men vi skulle lige have haft nogle stykker af dem i dag. I dag ville de v\u00e6re mange penge v\u00e6rd. Men s\u00e5dan er det jo med alting.<\/p>\n\n\n\n

 Fra Heklas Alle flytte vi til Elbagade. Og der boede vi da krigen br\u00f8d ud. Vi var med Jose og Henry samt b\u00f8rnene og Tobias, p\u00e5 vores sidste telttur sammen. Vi var afsted i to biler. Vi k\u00f8rte op igennem Jylland. Henry og Fibbo skulle jo s\u00e6lge billeder undervejs, og det En dag var vi kommet s\u00e5 langt nordp\u00e5 at Henry mente at vi skulle k\u00f8re helt hjem og bes\u00f8ge hans og Fibbo\u00b4s mor. Hun boede dengang i stationsbyen Agersted. Der var vi i ca. 8 dage f\u00f8r vi k\u00f8rte videre.<\/p>\n\n\n

\n
\"\"<\/a><\/figure>\n<\/div>\n\n\n

P\u00e5 bes\u00f8g hos svigermor (Andrea Cecilie Andreassen) i Agersted. Her fra venstre er Henry, Nanna, Andrea Cecilie, Jose samt m\u00e5ske Thobias? B\u00f8rnene foran er Sonja og Ivan (Jose og Henrys b\u00f8rn). <\/strong><\/em><\/p>\n\n\n\n

Men nu var krigen brudt ud og otte dage efter kunne vi ikke k\u00f8be en dr\u00e5be benzin og heller ikke en rulle sytr\u00e5d.<\/p>\n\n\n\n

Jose og Henry var p\u00e5 ferie med os, -vi var p\u00e5 telttur i Sor\u00f8 skovene \u2013 men Jose blev syg og vi m\u00e5tte have fat i l\u00e6gen, der sagde at vi omg\u00e5ende m\u00e5tte tage hjem med hende. P\u00e5 det tidspunkt vidste vi ikke hvad der var galt med Jose. Men Henry fortalte senere hvad hun fejlede og at hen kun havde f\u00e5 m\u00e5neder at leve i.  Vi flyttede sammen med Jose og Henry p\u00e5 Kirkeg\u00e5rdsvej. Jose blev hele tiden svagere og hun l\u00e5 i sengen det meste af tiden. S\u00e5 jeg havde nok at g\u00f8re med at passe hende og de tre b\u00f8rn. B\u00e5de Fibbo og jeg var jo n\u00f8dt til at male begge to, for der var jo stadig to familiers eksistens, s\u00e5 vi malede for fuld kraft. Vi malede dengang for kunsthandler S\u00f8rensen. Han havde en forretning p\u00e5 Gammel Kongevej. Jose d\u00f8de den dag engl\u00e6nderne bombede Islands brygge.<\/p>\n\n\n\n

Senere samme sommer d\u00f8de Thobias.<\/p>\n\n\n\n

P\u00e5 landet..<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Vi var flyttet fra K\u00f8benhavn til en lille ejendom p\u00e5 Amager, den hed \u201dKongelundsh\u00f8j\u201d. Det var en villa med 2 t\u00f8nder land beplantet med frugttr\u00e6er. Vi lejede den fra f\u00f8rste januar, men der var jo ingen frugt p\u00e5 tr\u00e6erne. En dag kom Henry fra Jylland. Han havde hentet Fibbo\u00b4s mor der skulle bes\u00f8ge Fibbo\u00b4s s\u00f8ster Jensy (der ogs\u00e5 boede ved Kongelunden. red). Men han havde ogs\u00e5 Sigrid med. Hun skulle v\u00e6re tjenestepige hos Jensy, men det var tydeligt at han var lun p\u00e5 Sigrid, men hun var endnu mere varm p\u00e5 ham.<\/p>\n\n\n

\n
\"\"<\/a><\/figure>\n<\/div>\n\n\n

Andrea Cecilies 75 \u00e5rs f\u00f8dselsdag. Nanna og Fibbo st\u00e5r som nummer to og fire fra venstre i bagerste r\u00e6kke.<\/strong><\/em><\/p>\n\n\n\n

En dag solgte Fibbo frugten p\u00e5 tr\u00e6erne, p\u00e5 den betingelse, at k\u00f8beren selv skulle plukke den. Vi fik 3000 tusinde kroner for den. S\u00e5 en dag Fibbo var i K\u00f8benhavn med et par billeder, sad han hos en bekendt og kiggede i Berlingske Tidende. Der s\u00e5 han i en annonce, en ejendom p\u00e5 7 t\u00f8nder land til salg. Fibbo og hans bekendte tog til Vindinge ved Roskilde og s\u00e5 p\u00e5 den, og inden de havde forladt den havde Fibbo en slutseddel i lommen. Vi kunne f\u00f8rst overtage den et par m\u00e5neder senere, s\u00e5 vi gik i v\u00e6ldig sp\u00e6nding. Men endelig oprandt dagen, da vi kunne flytte derud.<\/p>\n\n\n\n

Det var egentlig en god lille ejendom. Der var to sm\u00e5 heste og fire gode k\u00f8er. Og det gik godt i begyndelsen. Der var jo dengang tvungen aflevering af br\u00f8dkorn, og da vi fik t\u00e6rsket avlen, der stod i stak, en uge efter vi flyttede ind, k\u00f8rte vi til m\u00f8llen i Tune med rugen. Den fik vi 1600 kr. for.<\/p>\n\n\n\n

Selvom Fibbo var godt inde i landbrugsdrift, var det jo mange \u00e5r siden han havde v\u00e6ret besk\u00e6ftiget med landbrug, s\u00e5 han vidste ikke noget om hvad s\u00e5dan et sted kunne give i indt\u00e6gt, og det viste sig da ogs\u00e5 at de terminsydelser der var fastsat ikke n\u00e6r kunne tages hjem p\u00e5 ejendommens drift, og da anden indt\u00e6gt ikke gav nok overskud, s\u00e5 m\u00e5tte vi s\u00e6lge ud af vores v\u00e6rdier. Men vi var heldige, for da vi skulle betale den fjerde termin kom en af naboerne og spurgte om vi ville s\u00e6lge. Hendes for\u00e6ldre havde solgt deres hus og ville gerne bo p\u00e5 landet – og helst i n\u00e6rheden af datteren. S\u00e5 vi solgte og havde fra ingenting nu pludselig 10.000 kr. p\u00e5 lommen, og s\u00e5 k\u00f8bte vi den gamle smedje i Dysted. Det var en lille ejendom p\u00e5 3 t\u00f8nder land. Vi var der kun i fire m\u00e5neder, s\u00e5 byttede vi den v\u00e6k og fik en p\u00e5 8 t\u00f8nder land i G\u00f8dstrup. Den havde vi kun i 3 dage. Vi n\u00e5ede aldrig at flytte ind i den.<\/p>\n\n\n\n

 Men inden vi flyttede fra Dysted, k\u00f8bte vi en lille ejendom p\u00e5 Borup Mark. Den var kun p\u00e5 6 t\u00f8nder land, men p\u00e5 en m\u00e5de et rart lille sted. Der var en ko, en hest, 250 kaniner og 150 h\u00f8ns. Vi k\u00f8bte kyllinger, som vi satte op p\u00e5 vores loftsv\u00e6relse, men vi m\u00e5tte p\u00e5 grund af stanken s\u00e6tte dem ned i h\u00f8nsehuset, hvor der var sygdom. Vi k\u00f8bte 700, men da der var g\u00e5et 3 m\u00e5neder, var der kun 7 tilbage. Det kostede os mange penge.<\/p>\n\n\n\n

 Da vi havde boet der i et \u00e5r, solgte vi den og k\u00f8bte en p\u00e5 1 tdr. land ude i Kongsted Nymark. Den var tom, men vi satte en bes\u00e6tning ind p\u00e5 den, og det var den faktisk ikke v\u00e6rd. Jorden var elendig. N\u00e6rmest sort sand. Vi byttede den imidlertid v\u00e6k. Jens Poulsen i Dysted, havde en lille god ejendom mellem Menstrup og Kirke Hyllinge. Vi havde den kun fra oktober og til december, s\u00e5 solgte vi ogs\u00e5 den og fik18.000 kr. kontant udbetalt. Men vi skyldte mange penge p\u00e5 bes\u00e6tningen, som blev p\u00e5 ejendommen, og det skulle vi jo betale. Vi k\u00f8bte s\u00e5 en kedelig ejendom p\u00e5 Dalby-Borup Bakke. P\u00e5 den tid var Tell og Ruth kommen herover. Tell k\u00f8bte et lille hus lidt syd for R\u00f8nnede. Tell og Ruth gik p\u00e5 deres ben den lange vej ud til os. Vi kunne ikke lide den ejendom, s\u00e5 vi byttede den til en statsejendom p\u00e5 Tykmosevej ved Havdrup. Og den gik vi faktisk ned med, fordi s\u00e6lgerens sagf\u00f8rer lokkede os til at indfri statsl\u00e5net p\u00e5 15 tusinde med et kreditforeningsl\u00e5n af samme st\u00f8rrelse. Sagf\u00f8reren burde jo have sagt at der var kurstab p\u00e5 dette l\u00e5n, men det gjorde han ikke, og et par m\u00e5neder efter kom der en regning p\u00e5 kurstabet, og det kunne vi ikke klare. Da vi solgte, havde vi s\u00e5 mange penge, at vi kunne k\u00f8be et lille hus lige uden for Karlstrup. Mens vi boede p\u00e5 Dalby Bakke, k\u00f8bte Fibbo en lille 2 personers bil, og s\u00e5 begyndte vi at s\u00e6lge billeder igen. Onkel k\u00f8rte mig ud til Tell, og s\u00e5 malede jeg der, og s\u00e5 hentede han mig igen om aftenen. Samtidig med at vi flyttede fra Havdrup til Karlstrup, flyttede Tell og Ruth tilbage til Fyn.<\/p>\n\n\n\n

Dette og det f\u00f8lgende er kun uddrag af Nancy Marsby`s erindringer. Da beretningen omfatter mange mennesker og ikke altid er lige flatterende for de indbefattede, har jeg valgt at udelade omtalen af disse.<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

\u201dNanna\u201d og \u201dFibbo\u201d fortsatte med at flytte rundt. Inklusivt barndomshjemmet, n\u00e5ede Nanna at bo mindst 45 steder. De endte til sidst i et hus p\u00e5 M\u00f8llemarken nr. 15 i Vall\u00f8. Nanna malede her kopier\/inspirationer af bl.a. Niels Walseth, mens Fibbo yndede det nonfigurative der var oppe i tiden. Ud over at male og hente en indt\u00e6gt ved ejendomshandel og landbrug, var han i en periode ogs\u00e5 ansat som s\u00e6lger af h\u00e5ndv\u00e6vet for \u201dS\u00f8nderjysk Husflid\u201d.  <\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

 P\u00e5 foranledning af Fibbo, (der selv succesfuldt havde etableret kontakt til sin egen s\u00f8n Anton), fik Nanna senere kontakt til s\u00f8nnen Volmer, men det var ikke et hjerteligt gensyn og blev kun til den ene gang.<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Fibbo og Nanna p\u00e5tog sig efter Tell\u00b4s d\u00f8d ansvaret for s\u00f8steren Ruth der var mentalt infantil og kognitivt udfordret.<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Ruth<\/strong><\/p>\n\n\n\n

Med hensyn til Ruth havde vi ogs\u00e5 nogle problemer. Tell havde lovet mor, at n\u00e5r hun gik v\u00e6k – hun vidste selv, at hun snart skulle d\u00f8 – s\u00e5 skulle Tell nok s\u00f8rge for Ruth. Og det l\u00f8fte holdt Tell. Han havde hende fra hun var ti \u00e5r. Da han blev syg og d\u00f8de, var Ruth vel ca. 45 \u00e5r. Da han blev lidt svagelig, henvendte han sig til en af sogner\u00e5dsmedlemmerne for at f\u00e5 lidt hj\u00e6lp til Ruth, men dette \u201d\u00e6rede\u201d medlem svarede Tell, at han ikke skulle s\u00f8ge hj\u00e6lp til Ruth, for som han sagde \u201d-De tager hende squ fra dig!!\u201d<\/p>\n\n\n\n

Det var det v\u00e6rste, det kunne ske for Tell, og han klarede det indtil han blev d\u00f8dssyg. Men det ville Fibbo ikke finde sig i, og da vi var kommet til Fyn og havde set til Tell, der var sendt p\u00e5 plejehjem i Kerteminde, tog de ud p\u00e5 kommunekontoret og sagde at vi skulle have penge til Ruth. Det var en kontordame, Fibbo talte med, og hun kunne ikke rigtigt love noget. Men hun ville tale med socialudvalgsformanden. Den n\u00e6ste dag ringede hun. \u201dHvor meget har de t\u00e6nkt, hr Marsby, at de skulle have?\u201d, hvortil Fibbo svarede :\u201dJeg troede at der var s\u00e5dan en bestemt skala som de skulle rette dem efter?\u201d, og da hun indr\u00f8mmede at det var der da i og for sig ogs\u00e5, svarede Fibbo:\u201d S\u00e5 betal De efter denne!\u201d. Men alligevel spurgte hun om det kunne g\u00e5 hvis vi fik 500 kr. om m\u00e5neden?. Og det syntes vi var meget p\u00e6nt, Fibbo\u00b4s egen pension var ikke s\u00e5 stor dengang. Men det gik helt anderledes. Kort tid efter kom Overl\u00e6ge Inge Krog og skulle se p\u00e5 Ruth. Det gav det resultat, at Ruth blev tilkendt h\u00f8jeste pension. Alts\u00e5 omtrent dobbelt s\u00e5 meget som Fibbo.<\/p>\n\n\n\n

S\u00e5 b\u00e5de Ruth og vi andre havde det dejligt og uden \u00f8konomiske bekymringer. Men Ruth d\u00f8de jo, og s\u00e5 var den store villa alligevel for stor for os, og ny havde vi jo heller ingen tilknytning til Fyn l\u00e6ngere, s\u00e5 vi rejste tilbage til Sj\u00e6lland igen. Og det har vi ikke fortrudt, for det var nu alligevel som at komme hjem igen.<\/p>\n\n\n\n

Men det var Ruth vi kom fra. Selvom Tell\u00b4s liv havde v\u00e6ret en kamp for udkommet, s\u00e5 var Tell og Ruth alligevel lykkelige. Tell malede et billede den ene dag, og den n\u00e6ste tog han til Odense og solgte det, og s\u00e5 kunne Ruth g\u00e5 til k\u00f8bmanden efter varer. Det var ogs\u00e5 en kamp p\u00e5 andre m\u00e5der. Ruth ville ud. Hun ville se andre mennesker, men det h\u00e6ndte mange gange at der blev sagt til dem, n\u00e5r de rendte folk p\u00e5 d\u00f8rene: \u201dI aften kan vi alts\u00e5 ikke s\u00e5 godt modtage jer, for vi er optaget!\u201d. Jo, det var mange gange en kamp for Tell. Men som n\u00e6vnt. Tell var lykkelig. Han vidste at han havde opfyldt hans d\u00f8ende mors b\u00f8n til ham og det gav ham en lykke og en fred i sindet, som var helt enest\u00e5ende. Fibbo har engang sagt, at han af alle de tusinde mennesker han havde v\u00e6ret i ber\u00f8ring med gennem sit lange liv p\u00e5 trappeopgangene med maleri rullen under armen, aldrig har m\u00f8dt et menneske, der var s\u00e5 god af sind som Tell. Og sandt er det da ogs\u00e5 at Tell aldrig kunne t\u00e6nke en ond tanke om nogen.<\/p>\n\n\n\n

Da Ruth, eller rettere sagt os, fik de mange penge, som vi skulle administrere, fulgtes Ruth og jeg til byen. Her blev jo mange penge til overs, men vi k\u00f8bte leget\u00f8j til Ruth, og det var aldrig det billigste.<\/p>\n\n\n\n

En dag kom en af naboerne og sagde:\u201d- Ruth h\u00e6nger nu ikke sammen af ret meget!\u201d Ruth havde jo altid v\u00e6ret tynd, men nu kunne vi ogs\u00e5 se at hun var blevet meget tyndere. Det viste sig ogs\u00e5 p\u00e5 den m\u00e5de at hun blev mere tr\u00e6t. Hun var ikke mere s\u00e5 villig til at g\u00e5 med Pjevs, og det var ellers det hun var mest glad ved. For undertiden kunne hun m\u00f8de nogen, som hun kunne hilse p\u00e5. Da vi kunne se, at der var en grund til hendes tr\u00e6thed, sendte vi bud efter l\u00e6gen. Det ville Ruth ellers ikke ha\u00b4. Hun var bange for l\u00e6ger. L\u00e6gen sendte hende p\u00e5 Odense Amtssygehus. Hun l\u00e5 ikke p\u00e5 sygehuset mere end en 8-10 dage, f\u00f8r hun blev sendt hjem. Med to Falck m\u00e6nd, men Ruth kunne ikke forklare hvor hun boede, s\u00e5 de k\u00f8rte rundt med hende i et stykke tid. Til sidst fandt de p\u00e5 at sp\u00f8rge i Skamby Brugs, og heldigvis anede brugsuddeleren at det var vores Ruth, da de fortalte at hun hed Ruth J\u00f8rgensen, men at hun ikke vidste hvor hun boede. \u201dI kan bare k\u00f8re efter mig, s\u00e5 skal hun nok komme hjem hvor hun h\u00f8rer til!\u201d , sagde han. De to Falck m\u00e6nd s\u00e5 meget undrende ud.<\/p>\n\n\n\n

Det gik hurtigt ned af bakke med Ruth. Hun kunne ikke spise, og p\u00e5 det sidste kunne hun heller ikke f\u00e5 v\u00e6ske ned, og s\u00e5 g\u00e5r det ikke. Ruth havde et dejligt v\u00e6relse ovenp\u00e5, og jeg gik op til hende med kaffe og kage og hvad hun ellers kunne \u00f8nske sig af godt, men hun kunne ikke f\u00e5 noget ned. S\u00e5 sad jeg oppe hos hende og l\u00e6ste historier for hende til hun blev s\u00f8vnig. Men p\u00e5 det sidste bad hun om at f\u00e5 lov til at v\u00e6re nede hos os, og det fik hun lov til. Hun sov p\u00e5 sofaen i vores dagligstue. Hun l\u00e5 det meste af dagen. Det var en trist m\u00e5ned. Jeg sad og holdt hende i h\u00e5nden, det meste af tiden. S\u00e5 en dag da jeg ogs\u00e5 sad hos hende havde jeg sat \u00e6rter over, og s\u00e5 kunne jeg lugte at de gule \u00e6rter kogte over, s\u00e5 jeg m\u00e5tte skynde mig ud i k\u00f8kkenet og slukke for gassen, men Ruth holdt s\u00e5 fast ved min h\u00e5nd, at jeg n\u00e6sten ikke kunne f\u00e5 den fri. Hun s\u00e5 s\u00e5 bedende p\u00e5 mig, da jeg slap hendes h\u00e5nd. Det blik glemmer jeg aldrig. Da jeg kom ind til Ruth igen, var hun bevidstl\u00f8s, og jeg fik ikke talt mere med Ruth. Hen p\u00e5 morgenstunden v\u00e5gnede jeg ved at Pjevs g\u00f8r h\u00f8jt, s\u00e5 jeg springer op af min seng og gik ind til Ruth, men hun var d\u00f8d. M\u00e5ske f\u00f8lte Pjevs det? Det er ikke til at vide, dyr har meget udviklede instinkter.<\/p>\n\n\n\n

Ruth blev begravet p\u00e5 R\u00f8nninge kirkeg\u00e5rd, ved siden af den bror, som havde v\u00e6ret s\u00e5 meget for hende.<\/p>\n\n\n\n

—————————-<\/p>\n\n\n\n

Nanna og Fibbo med hans famillie p\u00e5 Amager. De st\u00e5r som nummer et og tre fra venstre bagerst.<\/strong><\/em><\/p>\n\n\n

\n
\"\"<\/a><\/figure>\n<\/div>\n\n\n

————————————————————————————————————<\/p>\n\n\n\n

Nancy Ludovika J\u00f8rgensen ( kunstnernavn \u201dNanna Marsby\u201d) 6 marts 1906, Asdal -1988<\/em><\/strong> <\/p>\n\n\n\n

&<\/strong><\/em><\/p>\n\n\n\n

Karl K\u00f8ster (Marsby)(\u201dFibbo\u201d) 13. nov. 1900 Volstrup -1980 (navneforandring 11-9-1936 til Marsby)<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

————————————————————————————————————–<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Personer i denne beretning;<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

S\u00f8ren Klarskov J\u00f8rgensen 1858-<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Birte Marie Berg 1877-<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Wilhelm Tell<\/em><\/strong> Goldenbaum Klarskov J\u00f8rgensen, 16 sept. 1903-3 aug. 1966<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Solon Kristian Klarskov J\u00f8rgensen 1900-<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Gudrud Estrid J\u00f8rgensen 1901<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Svanhild J\u00f8rgensen 1902<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Thobias Klarskov J\u00f8rgensen 1898<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Josefine Lydia J\u00f8rgensen 1916<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Ruth Theodora J\u00f8rgensen 1920<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

———————————————-<\/em><\/strong><\/p>\n\n\n\n

Henry Bernhard K\u00f8ster 13 maj1909-<\/em><\/strong><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Uddrag af \u201dTING JEG KAN HUSKE GENNEM LIVET\u201d Af Nancy Marsby 1978 (Maleri lavet af Nancy Marsby. Selvom parret levede af at lave kopier eller inspirerede v\u00e6rker af andre kendte kunstnere ( hvilket var hvad folk ville have), og jeg kan genfinde dele af dette v\u00e6rk fra andre v\u00e6rker, har jeg endnu ikke fundet et … L\u00e6s videre Kunstmaler Nancy Marsby<\/span> →<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":420,"menu_order":4,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"footnotes":""},"class_list":["post-5848","page","type-page","status-publish","hentry"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/hrann.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/5848","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/hrann.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/hrann.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/hrann.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/hrann.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=5848"}],"version-history":[{"count":8,"href":"https:\/\/hrann.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/5848\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":5880,"href":"https:\/\/hrann.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/5848\/revisions\/5880"}],"up":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/hrann.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/420"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/hrann.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=5848"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}