Han reagerede fra omkring 960 til 1014. Hans tilnavn skulle efter sigende skyldes, at han bar sit skæg delt i to, hvilket var højeste mode i England dengang.

Dog skal nævnes at Svend var gift 2 gange. Først med den polske fyrstedatter Gunhild Swietolava. Med hende fik han datteren Gyda, men de ”blev skilt” og hun blev sendt i landflygtighed. Herefter gifter han sig med svenske Sigrid Storråde. Hende får han sønnerne Knud og Harald. Sigrid var enke efter den svenske kong Erik Sejrssæl. Så Svend havde helt klart en udenrigspolitisk fordel af dette ægteskab.

Kong Svend foretog mange vikingetogter mod England, hvor han krævede “danegæld” af de slagne englændere. I 1002 forsøgte kong Æthelred af England et etnisk udrensning af danskere i England, hvor mange blev dræbt, bl.a. Svends søster Gunhild.
Det kaldte hævnlysten til live i Danmark, og de følgende år hærgedes Englands kyster.

I 1013 gik Svend Tveskæg over til regulær erobringskrig, da han selv sammen med sønnen Knud krydsede Nordsøen med en stor flåde. London forskansede sig og ødelagde broen over Themsen, for at standse vikingernes fremrykning.
Svends hær trak sig tilbage fra London med tab, men Svend Tveskæg var en dygtig strateg, og i stedet for at bruge kræfter på London, lod han sig hylde, næsten uden modstand, rundt omkring i landet, og i områderne op mod London.
Til sidst var London alene tilbage, omgivet af et land der helt og aldeles havde overgivet sig.

Kong Æthelred gav op og flygtede til Normandiet, hvor hans familie opholdt sig, og sidst på året i 1013 valgte det engelske rigsråd klogeligt Svend Tveskæg til konge af England.
Svend Tveskæg døde to måneder senere.
Død 3 februar 1014 i Gainsborough i England.
Kong Svend Tveskæg blev bisat i York og senere overflyttet til Roskilde Domkirke.