Uddrag af

”TING JEG KAN HUSKE GENNEM LIVET”

Af

Nancy Marsby

1978

(Maleri lavet af Nancy Marsby. Selvom parret levede af at lave kopier eller inspirerede værker af andre kendte kunstnere ( hvilket var hvad folk ville have), og jeg kan genfinde dele af dette værk fra andre værker, har jeg endnu ikke fundet et eksakt forelæg. Selvom Nanna og Fibbo ikke er direkte aner er deres historie en del af familien. Og et interessant tidsbillede på hvordan man også kunne leve i starten og midten af århundredet. Hrann.)

Min mor, Birthe Marie Berg var fra den lille landsby i Jylland, der hedder Hygild. Her gik hun i skole hos lærer Søren Klarskov Jørgensen. Han var gift og havde seks børn. Hans kone var imidlertid på det tidspunkt, hvor min mor gik i skole hos ham, meget syg og svagelig. Hun havde som mange af den tids mennesker T.B. Hun døde fire år senere.

Da var min mor 16 år, og blev ansat hos den endnu unge lærer som husholderske. De fattede fra første begyndelse kærlighed for hinanden, og da der var gået at par år, blev der løst kongebrev, hvorefter de blev gift.

De ville dog ikke blive i Hygild, så far søgte og fik embedet i Asdal sogn ved Hjørring.

I Asdal skole blev de fleste af mine søskende født. Den første var en pige. Hun blev døbt, Rosa, men hun døde. Så kom Tobias, Solon, Gudrud, Svanhild og Tell. De to sidste var Josefine og Ruth. Ja, det var mange, for vi må huske på, at der stadig var de seks børn fra første ægteskab. Og selv om der lidt efter lidt var nogle af dem, der rejste hjemmefra, så var der da stadig et par stykker hjemme, så der var hele tiden fuldt hus.

Da jeg var to år, flyttede vi fra Asdal til Aggersborg skole, og det er derfra, jeg har de bedste minder. Skolen var i den ene ende af huset og beboelsen i den anden. Som treårig kunne jeg jo løbe fra vores stue os lige ind skolestuen, og det gjorde jeg ofte til fars store ærgrelse. Skolepigerne var flinke til at gemme mig under bordene. Der var under hver skolepult en bred hylde, hvor jeg kunne ligge. Der lå jeg ofte det meste af skoledagen og  hørte på, hvordan børnene terpede deres A.B.C. igennem. Da jeg var fem år, kunne jeg hele min A.B.C, uden selv at have læst i den. Jeg kan huske, at jeg fik en fem-øre af far, fordi jeg kunne læse ”hanebogen”, som vi kaldte A.B.C-en. Jo, den kunne jeg nemt klare, og da jeg havde fået fem-øren, skyndte jeg mig ned til købmanden og købte bolsjer for pengene. Dengang fik vi en kæmpepose for en fem-øre, men jeg måtte jo dele med mine søskende. Før jeg vidste af det var jeg blevet 6 år og nu skulle jeg være med i skolen hver dag, og det var ikke nær så spændende, så jeg snød en gang imellem og løb ind til mor. Så fik jeg en kop kaffe og en stor sukkermad. Det var på den tid, min søster Rosa var død, Tobias og Solon var kommen ud at tjene hos bønderne, og alle mine halvsøskende var også kommen ud at tjene, og så var vi ikke længere så mange hjemme. Jeg kan huske, at der ved den tid blev født en pige, der dåben fik navet: Andromeda, men hun døde. Og efter hende kom der igen en pige, der fik navet Adrianne. Hun levede, indtil hun blev otte år, så døde hun også. Til denne skole var der en jordlod. Og vi havde to store haver. Den ene var udelukkende blomsterhave, og den anden var fyldt med mange frugtbuske og frugttræer så der var nok at gnaske i. Vi havde en ko og en gedebuk, og så havde vi to grise ○g en hund, der hed Rolf. Det var fars kæledægge. Vi havde også en stor kat, der fik killinger, men de blev druknet.

Det var glade dage i Aggersborg. De gik med leg og klatren i træer, og helt op på taget, og fra taget videre op at stå på skorstenen. Det var Tell og jeg, der fra et stort træ, kunne hoppe ind på taget. Mor var skrækslagen, men det rørte ikke Tell og mig. Der var et tjæretag på skolen, og når vi skulle ned, kurrede vi på buksebagen ned til det store pæretræ. Når mor syntes, kunne det være nok, så sendte hun os til købmanden, og det var en streng tur. Jeg husker, at vi skulle have to otte-punds rugbrød ○g en kurv fyldt med varer, så det var et par trætte unger, der kom hjem efter at have gået en mil (7,5 km).

Tell kunne godt blive sulten, inden vi nåede hjem, så begyndte han at udhule et af brødene. De kunne være varme. Det smagte dejligt, Så når vi kom hjem, var der ofte kun skorpen tilbage, så skændte mor.

Tell var en rigtig filur. Når der var nogle store skyer på himlen, så løb Tell i en fart hen til købmanden og sagde:”-God dag Hedegård! Jeg tror det bliver tordenvejr”, og købmand Hedegård, der var angst for tordenvejr svarede:” Tror du det Tell, det skal du rigtignok have et stort kræmmerhus bolsjer for. Så løb Tell glædestrålende hjem i det dejlige solskinsvejr. En dag jeg var på vej til skole, stod der pludselig en grævling på skole stien. Den stod bare og gloede ondt, og jeg blev så bange så jeg løb omtrent hjem igen, for at komme en omvej til skole. Jeg gik vel 1 skole hos far i Aggersborg skole, indtil jeg var ti år. Far blev på det tidspunkt syg- iskias-og måtte tage sin afsked. Vi flyttede så til Brande, hvor vi fik en lejlighed på Vejlevej. Min halvbror Skov, samt Tobias og Solon malede på livet løs. Det var små billeder på pap, som de så rejste rundt i landet og solgte. Men når de havde udsolgt, kom de altid hjem igen.

Mens vi var i Brande kom en kom mand hjem til os. Hed Marinus. Var en rigtig sigøjner. Tell mente, han var ud af en taterslægt, men spille violin kunne han, og det sådan, at vi andre fik tårer i øjnene af at høre hans spil. Han var gift og havde mange børn. På den tid fattigfolks eneste rigdom. Han var vegetar, så hans kone fyldte ham med hvidkål hver dag. Han kom hen til os en dag, hvor mor havde lavet hønsekødsuppe, og mor gav Marinus to store tallerken fulde, som han spiste med stor appetit. Men suppen kunne ikke rigtigt forliges med hvidkålen, og Marinus blev syg. Så syg, at han troede, han skulle dø, og med angst og bæven skriftede han for sin kone at han havde spist hønsekødsuppe hos lærerens kone. Konen skældte ham ud, og som det troende Jehovas Vidne han var, tog han med ydmygt sind sin kones bebrejdelser. Han spiste aldrig kød mere.

Noget senere købte far et hus lidt udenfor Brande, men stadigvæk på Vejlevej. Jeg kan huske, at det kostede fire tusinde kroner. Der boede vi, til jeg var blevet konfirmeret.

Ved den tid havde Skov startet en cigarforretning i Brande. Han aftalte med min søster Gudrud, at hun kunne bo hos ham og passe hus og lave mad. Gudrud havde fået et værelse ovenpå, og her startede hun en systue. Hun syede min konfirmationskjole, og jeg hjalp med til at sømme det letteste. Jeg var meget fin i lang, hvid kjole, og en hestehale ned ad ryggen havde jeg også. Det var dengang. Vi var ikke så velbeslået med penge, så vi havde ingen fest, og jeg fik ingen gaver, Gudrud havde stegt hestebøffer til middag. Hun vidste godt, at Skov aldrig spiste hestekød, fordi han mens han var i Amerika var blevet sparket af en hest og fået sit ene knæ smadret, Men da vi havde spist middagen, fortalte Gudrud, at det var hestekød, som vi havde spist, og Skov for ud og brækkede al maden op. Så tosset kunne han være. Skov havde ikke forstand på forretning. Det var ved den første verdenskrigs afslutning, og de rejsende fra de forskellige firmaer prakkede Skov en masse krigsvarer på, så ca. et år derefter gik Skov fallit.

Da Skov ikke nu længere kunne klare at drive forretningen videre, måtte vi jo alle flytte. Men hvor skulle vi flytte hen? Naturligvis hjem til mor og far. For når Skov gik neden om og hjem, gjorde jeg jo også idet jeg hjalp han i butikken. Og selvfølgelig måtte Gudrud jo også holde op med at have systue, som hun havde etableret oven over butikken.

Nu syntes far imidlertid, at vi efterhånden blev for mange til at gå derhjemme. Pensionen var jo lille dengang, og der var jo ingen indtægt ved huset på Vejlevej. Men da han havde tænkt sig om nogle dage, solgte han huset på Vejlevej og købte en lille ejendom der blev kaldt ”Gejlbjerg”. Der var 45 tønder land til den, men det meste var uopdyrket hede jord og så nogle brunkulslejer fra første verdenskrig.

Far havde jo ingen forstand på landbrug, men det troede han, at hans sønner havde. Men nej! De ville ikke være landmænd. Tobias ville være maler, hvad han også blev. Solon ville jo være en stor violinist. Han øvede sig både nat og dag, men nåede aldrig videre.

Nej, det var ikke godt, så far måtte leje en mand til at pløje den fattige jord som den var. Men alligevel, vi havde 4 køer, to små heste og nogle grise. Den ene af køerne havde TB. Det var der ikke blevet talt om da far købte, men det resulterede i at Tobias blev smittet med sygdommen og blev sendt på Vejlefjords Sanatorium. Der var han et år og da han blev udskrevet, rejste han til Odense. Han var efterhånden blevet så dygtig til at male at han kunne leve af sit arbejde. Gudrud rejste også til Fyn. Hun fik en plads hos en Præstefamilie i en lille landsby (vist nok Truderup) på Vestfyn, hvor jeg besøgte hende. 

Jes var stolt over at kunne rejse alene over bæltet. Dengang var der jo ingen bro over Lillebælt. Jeg var der i en uge, men så var den herlighed slut.

Jeg glemte at fortælle at Josefine blev født i Brande og Ruth blev født i et lille hus ude i en mose, som far havde købt, inden han solgte Vejlevejs huset. Begge huse blev brugt som udbetaling på ”Gejlbjerg”.

Jeg husker, at da rut var et år, sad hun med sin flaske. Hun ville ikke have bryst. Men Josefine der snart var 5 år, endnu fik bryst. Jeg kan endnu se hende stå ved siden af mor og sige:” Jose få mi, Jose få mi!” Og så fik hun bryst, så længe der var noget. Så det var jo et stort ”føl” at lægge til brystet.

Vi levede et rigtig gøglerliv. Jeg red på Musse (den hvide hest) til Skarrild efter købmandsvarer. Jeg havde en stor kurv foran mig og kun hestens marktøjr til at lede den med. Men det gik godt, indtil jeg kom hjem i gården. Der stod alle og ventede på varerne, og Musse standsede så brat, at jeg røg ud over hestens hoved og havnede på gårdspladsen med kurv og alle varerne. Jeg selv kom ikke noget til, men posen med melis revnede. Men så gav mor os kaffe med frisk brød til, og så var den flyvetur glemt igen.

Solon og Tell red ”kosak-ridt” ud over heden til stor forargelse for de omkringboende bønder. De syntes jo nok, at de store drenge kunne ”tage sig noget nyttigt til…”

Men Solon og Tell var ligeglade. De ville blæse bønderne en hatfuld, og fortsatte deres vilde ridt over ”prærien”. Jo det var liv, dette.

Jeg blev fastet til en herregård på Vejleegnen ”Engelsholm”. Jeg skulle hjælpe til i køkkenet. Men der kunne jeg ikke trives. Så jeg var der kun en kort tid. Jeg vågnede en nat på mit lille tagkammer, og så besluttede jeg at stikke af fra det hele. Jeg pakkede mit kluns og listede ned af de mange trapper. Jeg kom ned i en stor forhal, og der faldt jeg over alle de mange par sko, der var stillet frem til pudsning. Jeg vækkede den store hund, men den var så fredelig. Jeg fik samlet min vadsæk op og kom ud i den store gård. Jeg var bange for at der skulle være nogen af karlene oppe. Sa jeg løb for livet over gården og ud ad porten og videre gennem en stor, lang alle, hvor heste og kvier løb langs hegnet og brølede af den lille nattevandrer, men jeg kom da ud på vejen og kunne trække vejret igen. Tilbage var de nu seks mil (45 km) hjem. Så der var ikke andet at gøre end at vandre.

Op ad dagen kom der et postbud. Han tog min vadsæk op på sin cykel, og satte den ved vejen, når han skulle ind med post til de forskellige steder. Nar han kom tilbage, tog han den igen, og det gik helt godt et langt stykke vej af min trange tur. Men postens rute var jo ikke sa lang som min og efter en tid var jeg igen alene pa min ensomme vandring. Op ad dagen meldte sulten sig. Det var ikke rart at være bade sulten og træt. Til sidst tog mod til mig og gik ind i et hus- en lille landejendom. Jeg bad om lidt og drikke og spise.

Det var rare og venlige mennesker, som gav mig kaffe og store sigtemadder. Jes spiste flere stykker, og jeg tror nok, de undrede sig lidt. Da jeg var færdig med at spise, gav manden mig en fem-krone og sagde: ” Du må vist hellere tage toget hjem til dine forældre, min lille ven”. Jeg var ved at tude af lettelse og rørelse over den godhed, der blev mig til del. Jeg havde en stor klump i halsen, da jeg sagde farvel. Det var to virkelig gode mennesker. Og så kom jeg med toget hjem.

Mor blev så glad ved at se mig. Mor sagde til far, at det heller ikke var et sted at sende mig hen. Så jeg fik ingen skænd denne gang. ”  Nu skal vi ha´ en kop kaffe!”, sagde mor, og så fik vi kaffe og friskbagt franskbrød med ost.

Jeg blev nu hjemme i et stykke tid, og da jeg tidligere havde set hvordan Tobias malede, ville jeg også prøve, og løbet af kort tid malede jeg lige så godt, som Tobias. 0g det var svære ting, jeg påtog mig. Jeg malede fire billeder til mor: Et med en Kristusfigur og et hvor man så to børn på den yderste kant af en klippe med engel, der beskyttende holdt sin hånd over børnene, så de ikke skulle falde i afgrunden. De to andre var fuglebilleder. Mor var meget glad for disse billeder, men da det jo ikke gav penge i huset at male til mor, så jeg måtte jo igen ud at tjene til tøj. Denne gang valgte vi -mor, far og jeg selv- at jeg skulle tage plads hos min ældre halvsøster, Petra, der var gift og havde en gård i Ris.

Jeg var hos Petra i to år og fik 70 kroner om måneden. Det var en flot løn den gang, men jeg måtte også slide for pengene. Jeg var enepige, malkepige og korøgter. Jeg passede alene Petras 12 køer, som skulle trækkes langt ud på den yderste mark og flyttes flere gange om dagen. Om aftenen måtte jeg trække dem hjem igen og måtte hjælpe til med at malke dem. Ja det var et slid fra morgen til sen aften. Men Petra var ellers god ved mig. Hun var aldrig sur eller kritisk.

Men så kom der til gården en søn fra en stor gård. Det var Petras mands brodersøn, og Petra blev helt ivrig for at få mig forlovet med ham, så jeg kunne blive gårdmandskone som hun selv. Men jeg syntes ikke om ham. Han var enebarn og meget forkælet. Han rendte efter mig hele tiden og plagede mig. Selv om han var en pæn karl, så kunne jeg ikke rigtig tro på, hvad han ville med mig, fattige pige, og dertil kom, at jeg på den tid havde en ven, som jeg fulgtes med til bal i omegnens forsamlingshuse

Ud i den store verden…

Da jeg havde været hos Petra i to år, blev hun og jeg enige om, at jeg skulle rejse til København. Der boede en anden af mine halvsøstre. Hun hed Marry, og det var så en aftale, at hun skulle prøve at skaffe mig en plads i et godt hjem. Ved min afrejse fra Petra gav hun mig to hundrede kroner, foruden min løn. Jes skulle være pæn, når jeg kom over til Marry, syntes Petra. Jo, Petra var helt rigtig Hendes mand måtte ikke vide noget om de to hundrede, jeg fik ekstra.

Og så rejste jeg og blev også pænt modtaget af Marry. Jeg var der i nogle dage. Men Marry var ikke rigtig tilfreds med mig. Jeg måtte ikke have pandehår, og min jakke var for kort. Hun skrabede mit hår tilbage, og så købte hun en frakke tll mig. En rigtig barnefrakke. Og så fulgte Marry mig hen i min nye Plads. Det var hos to ældre mennesker. Konen var en rigtig himstregims. Jes kunne ikke gøre noget godt nok, så jeg var der kun få dage. En dag, da hun var gået en tur parken, pakkede jeg mit kluns og gik min vej. Det første jeg gjorde, var at sælge den sorte frakke, som Marry havde købt til mig. Jeg fandt en marskandiser, som købte den og et par andre ting, så jeg kunne leje mig et værelse. Men der gik to dage, før jeg fandt et værelse, så jeg sov på en bænk på Rådhuspladsen. I dag ville det jo nok ikke kunne gå, men dengang var der bænke med små hække rundt om, og der kunne et træt menneske hvile i fred. Jeg købte kaffe og brød ved kaffevognen og gik så ellers ud og så på byen. Det var jo så nyt for mig alt sammen.

Og så fik jeg et værelse-på femte sal på Gasværksvej. Det kostede 25 kroner om måneden, så jeg måtte finde på noget, så jeg kunne leve. Så fandt jeg et såkaldt ”en-gros-lager”, som solgte sy artikler og andre småting. Jeg købte sy artikler for alle de penge, jeg havde tilbage, og så gk jeg ud for at handle, og det fint. Jeg travede op ad trapperne med min lille taske. Jeg kunne godt sælge for 20-25 kroner om dagen. Jeg havde også fint lyserødt brevpapir min taske. Jeg skrev hjem til mor at jeg havde det godt og klarede mig fint.

Da jeg havde levet på den måde i et par måneder, traf jeg Valdemar. Det var mit uheld. Han var omtrent hjemløs efter at være gået fallit med en forretning. Han havde drukket det hele op i sprut, og ensom som jeg var i den store by, lod jeg ham gå med mig hjem. Vi blev sammen. 0g så blev Volmer til. Jeg blev ved med at handle. Jeg solgte mine sy artikler under hele svangerskabet, for Valdemar var jo arbejdsløs. Jeg kan huske, at da veerne begyndte om morgenen, gik jeg ned på gaden, hvor jeg stod og ventede pa en linie-10, som jo gik til Rigshospitalet. Der blev jeg modtaget venligt og blev lagt i seng med det samme. Sa kom Volmer til verden. Han hylede gevaldig op, og jeg var da glad for at høre, at der var liv og at det var gået godt.

Sa kom Valdemar. Han kom nu hver dag, mens jeg lå der. Dels med blomster og dels med andet. Han mente at fremtiden tegnede lyst, men jeg så nu knap så lyst pa fremtiden, med et lille barn, et tagkammer på femte sal, hvor der var flere kamre af samme slags, hvor der boede forskellige slags mennesker på de forskellige kamre, Og ude på loftet en enlig vandhane over en sur trævask, som vi alle skulle deles om.

Vi boede der i et år, og så fik vi et lille to værelses i Kingosgade. Det var da noget bedre.

Ved den tid kom Josefine over til mig, og det var meget godt, for sa kunne jeg igen gå ud og handle, nar Jose kom hjem fra skole. Valdemar havde faet lidt arbejde, men hvad han fik for det ved jeg ikke, for han drak det hele op. Så hvis Volmer og jeg skulle have mad, måtte jeg selv tjene til det. Jeg handlede om dagen og om aften hjalp jeg til i kælderbeværtning, som lå lige under vores lejlighed i Kingosgade. Jeg skulle holde kaffen varm og servere. Det var ellers konens job, men hun sad som regel og drak sammen med gæsterne. Jeg kunne ikke lide at være der. Det var alle sammen fordrukne mennesker, og skulle jeg servere et eller andet for dem, skulle de altid klappe mig i enden. Det var ækelt, og kort tid efter rejste jeg og min lille søster hjem til far.

I den tid jeg havde boet København sammen med Valdemar, var der sket så meget. Mine forældre var flyttet til Odense. De havde boet flere steder, men sidst i en villa, der lå lige i udkanten af Ålykkeskoven. Der blev min moder syg og døde af sukkersyge. Jeg fik brev samme dag, som mor skulle begraves.

Som for nævnt rejste jeg med barn og barnevogn hjem til far. Far var flyttet ud på Skibhusvej i Odense. Men så blev jeg selv syg og måtte på sygehuset. Jeg fandt en familie, der ville have Volmer i pleje, mans jeg lå på sygehuset. Da jeg kom fra sygehuset, tog jeg ned til mine Brødre Solon og Tell der havde en stue med køkken i Påskestræde.

Fibbo havde et værelse ovenpå, men han sad mest i mine brødres køkken og malede. Mine brødre var ikke hjemme, så det var Fibbo der tog imod mig, og det var kærlighed ved første blik.

Da jeg jo ikke kunne sove i samme seng som mine brødre, overlod Fibbo beredvilligt det halve af sin seng til mig. Men da der var gået et par dage, foreslog værtinden at de lod Fibbo og jeg overtage den lille lejlighed og der begyndte vores liv. Men for at få fred for Valdemar, der ville have mig til at genoptage samlivet, lod jeg han få drengen. Jeg syntes ikke, at jeg magtede opgaven.

Både Fibbo og jeg malede på fuld kraft hver dag fra morgen tidligt til sen aften. Vi malede til en rammefabrik, der lå ude på Skibhusvej. Ham malede vi til i et par år.

Volmer! – Ja nu vil nogle måske nok synes, at det var sært at overlade drengen til Valdemar, men det kan jeg ikke være enig i. Det var et uønsket barn, og jeg ville under ingen omstændigheder være tvunget til at leve mit liv sammen med barnets fader. Derfor!

Og jeg har ikke fortrudt. Det var et afsnit af mit liv, som måtte være slut.

Fibbo og jeg boede et års tid i det lille bo i Påskestræde, men så flyttede vi til Nedergade nr. 8. Ejeren var en andenrangs barber. Vi boede lige over forretningen. Jeg havde papegøje, der hed Jakke. Den spiste mad sammen med mig. Den var særlig glad for sandkage, og den fik sin del af kagen. Vores seng – for vi havde kun en – stod op mod en væg, sådan at gardinet gik ned lige ved hove gærdet af sengen, og den lille papegøje morede sig med at klatre op og ned ad gardinet og om aftenen ned sengen til os. En aften da den kom ned sengen, lagde jeg den på mit bryst og talte til den og kælede med den. Jeg må være faldet i søvn uden at tænke videre over fuglen. Måske har en af os vendt sig i søvne, så den ikke har kunnet komme fri af dynen. Jeg ved det ikke. Men om morgenen, da jeg stod og lavede morgenkaffe, kaldte jeg på Jakke, men den svarede ikke og kom heller ikke flyvende, som den plejede, når jeg kaldte. Den lå under vores dyne. Den var død,

 Både Fibbo og jeg var glade for dyr, og da vi ingen papegøje havde mere, så købte vi et stort akkumulatorglas fra det gamle, nedlagte elektricitetsværk. Det rummede 80 liter vand

Lidt efter lidt fik vi det fyldt op med ikke så få, og for nogles vedkommende, ret kostbare fisk, og så skete det samme med akvariet som med papegøjen… En aften, vi sad og spillede kort med Skov, lød der pludselig et rabalder, og alle 80 liter vand flød ud over gulvet. Slørhaler og vand flød ud over gulvet. Guldfisk svømmede rundt på gulvet i alt for lidt vand, så vi fik travlt med at samle dem op i et vandfad. Vandet løb naturligvis gennem de utætte gulvbrædder, og barberens loft så forfærdeligt ud dagen efter. Efter den dag var han ikke så flink mere, så vi flyttede igen. Denne gang kom vi til at bo i et pænt kvarter

”Hunderup kvarteret” blev det kaldt og det var også en sidevej til Hunderupvej. Det var et havehus med to stuer og et køkken. Det lå nede bag i haven. Værten havde selv havde boet der, indtil gode han fik bygget den store villa ud mod gaden.  Der havde vi et par gode år. Fibbo fangede fugle. Bogfinker og gulspurve. Vi havde også forskellige sangfugle, som Fibbo købte hos en fuglehandler i Overgade.

 En dag kom Fibbo´s mor (Andrea Cecillie Andreasen) over til os. Hun boede et stykke tid hos os i Odense. En dag, vi vågnede lidt tidlig, klokken var vist kun fire, var hun ikke i sin seng. Vi stod op og fandt hende ude i haven. Da vi spurgte, hvorfor hun sad derude på den tid af dagen, svarede hun: ”A ku da ins souw få åller di fowl.” Men hun rejste senere hjem til Jylland igen.

Henry (Fibbo`s bror) imidlertid blevet forlovet med min søster Josefine, så vi overlod dem havehuset, og så flyttede vi ud på Døkerlundsvej. Jose var da 16 år, men da de giftede sig, flyttede de ind Havehuset, og der blev Sonja født.

Vi boede kun et år på Døkerlundsvej. Så lejede vi en butik på Hjørnet af Oluf Baggerskade. Der havde været slagterforretning, men Fibbo mente, der nok skulle kunne gå en grøntforretning. Det kunne der bare ikke. Det var et kvarter med gamle mennesker. De gamle koner kom hver lørdag og købte to pund kartofler og et hvidkålshoved. Og så havde de mad nok til hele ugen. 0g for at gøre det rigtig godt gav Fibbo dem en lørdagsbuket, som han kaldte det, men blomsterne var dyre. Så det var en ren underskudsforretning. Vi var der da også kun en måned, Så måtte vi have fat i penslerne igen. Vi lejede en to værelsers i Næsby. Det var en forstad til Odense, men et sted, Vi ikke rigtig brød os om. Vi var glad ved Odense og ville helst bo der. Det var imidlertid svært udenfor de sædvanlige to flyttedage, der Jo var i oktober og november. Men endelig fandt vi to små usle kamre, vi kunne flytte hen i. Det var på Søndre Boulevard. Men allerede inden vi flyttede derud, havde vi lejet en 3-værelses i Torsgade nr 33, 2 sal. Men det var jo det sædvanlige. Vi kunne Ikke flytte ind for oktober-flyttedag, så vi måtte blive i de to små kamre indtil da.

Henry Køster (Kunsthandler) og Nancy Marsby (Jørgensen)

Så kom endelig dagen, hvor vi kunne flytte op i Torsgade. Når vi kunne få denne lejlighed, så var det fordi to ældre mennesker: Anna og hendes mand, gamle Krag ikke længere kunne gå op ad trapperne, og da stuelejligheden blev ledig, flyttede de der ned, og da vi kendte Anna og Krag i forvejen, så anbefalede de os til ejeren af huset. Han var maler og boede selv på første sal.

Som før nævnt kendte Fibbo allerede de to gamle, da vi lærte hinanden at kende. De havde ikke selv børn sammen. Men Krag havde et par sønner af sit første ægteskab, men de var jo for længst gifte os borte fra hjemmet, så gamle Krag og Anna betragtede os som deres børn. Vi kom sammen to gange om ugen og spiste aftensmad sammen.

Den ene aften hos os og den anden gang hos dem. Krag ville spille kort (poker), men ikke om penge, og da vi jo Ikke kan spille poker uden noget at spille om, så lavede Krag papirs penge og mønter af pap. Han slog gevaldig i bordet, når han ”Gav på nakken”, som det jo Indimellem hedder imellem pokerspillere. Krag kunne godt hitte på at overbyde sine modspillere med flere tusinde kroner, og vandt han puljen, skrabede han puljen hjem med en mine som om det var rigtige penge

Der var en kunsthandler Sørensen der aftog alt hvad vi malede. Men det var alt for hårdt et ræs. Vi kunne ikke holde til det og en dag blev vi enige med Jose og Henry om at ville prøve at oparbejde en eksistens i København. Vi flyttede så igen. Vi fik en lille gammel lejlighed på hjørnet af tingvej og skotlandsgade. Dog skulle der jo oparbejdes en ny kundekreds, og vi havde jo slet ingen forbindelser i København, så vi måtte nøjes med Henry. Der blev imidlertid knas mellem Jose og Henry så det endte med at de flyttede tilbage til Odense. Så Fibbo og jeg måtte tage et halvt år til Tyskland for at arbejde (Kiel).

Jeg var på en fiskekonserves fabrik, og boede i en stor gammel villa der tilhørte fabrikken. En aften under en bombealarm faldt der en engelsk bombe ned i villaen, men vi havde beskyttelsesrum i villaens anden ende, så ingen af os mange piger kom noget til. Det gjorde derimod vores sovesal, og en splint gik gennem min kuffert. Den lavede hul i alt mit tøj, og da noget tøj jo selvfølgeligt var lagt sammen, ja så var der jo flere huller i det samme stykke tøj. Jeg fik 1100 kr. i erstatning for tøjet og sammen med de penge vi lidt efter lidt havde sendt hjem – de stod i en bank på Amagerbrogade – kunne vi da leje en lejlighed og købe forholdsvis nye møbler. I Tyskland havde Fibbo arbejdet hos en arbejdsgiver Rikard Møller” som byggede træhuse (barakker) til boliger til de mange millioner fremmedarbejdere. Vi havde bundet os for et halvt år, og i den til fra den 6. november til 6. maj var vi mødt til at blive der. Men så tog vi hjem. Vi havde fået nok.

En dag så Fibbo en annonce i Berlingeren; ”Er de træt af deres grund, og gerne vil have et hus, så kom og byt med mig”. Fibbo ringede til manden, der kørte os ud og viste os bungalowen. Men det ulykkelige var at vi jo ingen grund havde til udbetalingen. Fibbo spurgte manden hvordan der kunne handles. Jo der skulle optages størst muligt kreditforeningslån, og for restbeløbet skulle der udbetales pantebrev til ejeren, der viste sig at være en helt anden end snedkeren. Der blev skrevet slutseddel, og så troede Fibbo, der jo aldrig havde handlet ejendomme før, at så var den sag i orden. Og dagen efter flyttede vi ind i ”Eget Hus”. Nogle dage efter kom den rigtige ejer. Han kiggede lidt underligt på Fibbo og sagde at man plejede at købe huset inden man flyttede ind i det. Men Fibbo havde skam tingende i orden, og med stolthed viste han ham det maskinskrevne papir, som Fibbo mente var bevis nok på at huset var vores. Til alt held fik manden kig på et billede på 125 x 200 cm, og da han havde snakket lidt om at der skulle mindst 500 kr. i udbetaling, forlange Fibbo det samme for billedet. Vi fik så lavet et rigtigt skøde. Vi boede der så gratis i et halvt på men da det blev vinter, besluttede vi at flytte ind til byen igen.

Vi lejede en lille stuelejlighed i en meget fin gammel villa på Heklas alle. Det var en gammel kunstmaler (Charlottenborg udstiller) der ejede den. Han var lige så fattig som vi andre. Han sad 8 dage ved det samme billede. Det var fine ting, men han kunne ikke få mere end 60 kr. for sine billeder, Han var meget imponeret over vores billeder. Vi havde ikke råd til det, men vi skulle lige have haft nogle stykker af dem i dag. I dag ville de være mange penge værd. Men sådan er det jo med alting.

 Fra Heklas Alle flytte vi til Elbagade. Og der boede vi da krigen brød ud. Vi var med Jose og Henry samt børnene og Tobias, på vores sidste telttur sammen. Vi var afsted i to biler. Vi kørte op igennem Jylland. Henry og Fibbo skulle jo sælge billeder undervejs, og det En dag var vi kommet så langt nordpå at Henry mente at vi skulle køre helt hjem og besøge hans og Fibbo´s mor. Hun boede dengang i stationsbyen Agersted. Der var vi i ca. 8 dage før vi kørte videre.

På besøg hos svigermor (Andrea Cecilie Andreassen) i Agersted. Her fra venstre er Henry, Nanna, Andrea Cecilie, Jose samt måske Thobias? Børnene foran er Sonja og Ivan (Jose og Henrys børn).

Men nu var krigen brudt ud og otte dage efter kunne vi ikke købe en dråbe benzin og heller ikke en rulle sytråd.

Jose og Henry var på ferie med os, -vi var på telttur i Sorø skovene – men Jose blev syg og vi måtte have fat i lægen, der sagde at vi omgående måtte tage hjem med hende. På det tidspunkt vidste vi ikke hvad der var galt med Jose. Men Henry fortalte senere hvad hun fejlede og at hen kun havde få måneder at leve i.  Vi flyttede sammen med Jose og Henry på Kirkegårdsvej. Jose blev hele tiden svagere og hun lå i sengen det meste af tiden. Så jeg havde nok at gøre med at passe hende og de tre børn. Både Fibbo og jeg var jo nødt til at male begge to, for der var jo stadig to familiers eksistens, så vi malede for fuld kraft. Vi malede dengang for kunsthandler Sørensen. Han havde en forretning på Gammel Kongevej. Jose døde den dag englænderne bombede Islands brygge.

Senere samme sommer døde Thobias.

På landet..

Vi var flyttet fra København til en lille ejendom på Amager, den hed ”Kongelundshøj”. Det var en villa med 2 tønder land beplantet med frugttræer. Vi lejede den fra første januar, men der var jo ingen frugt på træerne. En dag kom Henry fra Jylland. Han havde hentet Fibbo´s mor der skulle besøge Fibbo´s søster Jensy (der også boede ved Kongelunden. red). Men han havde også Sigrid med. Hun skulle være tjenestepige hos Jensy, men det var tydeligt at han var lun på Sigrid, men hun var endnu mere varm på ham.

Andrea Cecilies 75 års fødselsdag. Nanna og Fibbo står som nummer to og fire fra venstre i bagerste række.

En dag solgte Fibbo frugten på træerne, på den betingelse, at køberen selv skulle plukke den. Vi fik 3000 tusinde kroner for den. Så en dag Fibbo var i København med et par billeder, sad han hos en bekendt og kiggede i Berlingske Tidende. Der så han i en annonce, en ejendom på 7 tønder land til salg. Fibbo og hans bekendte tog til Vindinge ved Roskilde og så på den, og inden de havde forladt den havde Fibbo en slutseddel i lommen. Vi kunne først overtage den et par måneder senere, så vi gik i vældig spænding. Men endelig oprandt dagen, da vi kunne flytte derud.

Det var egentlig en god lille ejendom. Der var to små heste og fire gode køer. Og det gik godt i begyndelsen. Der var jo dengang tvungen aflevering af brødkorn, og da vi fik tærsket avlen, der stod i stak, en uge efter vi flyttede ind, kørte vi til møllen i Tune med rugen. Den fik vi 1600 kr. for.

Selvom Fibbo var godt inde i landbrugsdrift, var det jo mange år siden han havde været beskæftiget med landbrug, så han vidste ikke noget om hvad sådan et sted kunne give i indtægt, og det viste sig da også at de terminsydelser der var fastsat ikke nær kunne tages hjem på ejendommens drift, og da anden indtægt ikke gav nok overskud, så måtte vi sælge ud af vores værdier. Men vi var heldige, for da vi skulle betale den fjerde termin kom en af naboerne og spurgte om vi ville sælge. Hendes forældre havde solgt deres hus og ville gerne bo på landet – og helst i nærheden af datteren. Så vi solgte og havde fra ingenting nu pludselig 10.000 kr. på lommen, og så købte vi den gamle smedje i Dysted. Det var en lille ejendom på 3 tønder land. Vi var der kun i fire måneder, så byttede vi den væk og fik en på 8 tønder land i Gødstrup. Den havde vi kun i 3 dage. Vi nåede aldrig at flytte ind i den.

 Men inden vi flyttede fra Dysted, købte vi en lille ejendom på Borup Mark. Den var kun på 6 tønder land, men på en måde et rart lille sted. Der var en ko, en hest, 250 kaniner og 150 høns. Vi købte kyllinger, som vi satte op på vores loftsværelse, men vi måtte på grund af stanken sætte dem ned i hønsehuset, hvor der var sygdom. Vi købte 700, men da der var gået 3 måneder, var der kun 7 tilbage. Det kostede os mange penge.

 Da vi havde boet der i et år, solgte vi den og købte en på 1 tdr. land ude i Kongsted Nymark. Den var tom, men vi satte en besætning ind på den, og det var den faktisk ikke værd. Jorden var elendig. Nærmest sort sand. Vi byttede den imidlertid væk. Jens Poulsen i Dysted, havde en lille god ejendom mellem Menstrup og Kirke Hyllinge. Vi havde den kun fra oktober og til december, så solgte vi også den og fik18.000 kr. kontant udbetalt. Men vi skyldte mange penge på besætningen, som blev på ejendommen, og det skulle vi jo betale. Vi købte så en kedelig ejendom på Dalby-Borup Bakke. På den tid var Tell og Ruth kommen herover. Tell købte et lille hus lidt syd for Rønnede. Tell og Ruth gik på deres ben den lange vej ud til os. Vi kunne ikke lide den ejendom, så vi byttede den til en statsejendom på Tykmosevej ved Havdrup. Og den gik vi faktisk ned med, fordi sælgerens sagfører lokkede os til at indfri statslånet på 15 tusinde med et kreditforeningslån af samme størrelse. Sagføreren burde jo have sagt at der var kurstab på dette lån, men det gjorde han ikke, og et par måneder efter kom der en regning på kurstabet, og det kunne vi ikke klare. Da vi solgte, havde vi så mange penge, at vi kunne købe et lille hus lige uden for Karlstrup. Mens vi boede på Dalby Bakke, købte Fibbo en lille 2 personers bil, og så begyndte vi at sælge billeder igen. Onkel kørte mig ud til Tell, og så malede jeg der, og så hentede han mig igen om aftenen. Samtidig med at vi flyttede fra Havdrup til Karlstrup, flyttede Tell og Ruth tilbage til Fyn.

Dette og det følgende er kun uddrag af Nancy Marsby`s erindringer. Da beretningen omfatter mange mennesker og ikke altid er lige flatterende for de indbefattede, har jeg valgt at udelade omtalen af disse.

”Nanna” og ”Fibbo” fortsatte med at flytte rundt. Inklusivt barndomshjemmet, nåede Nanna at bo mindst 45 steder. De endte til sidst i et hus på Møllemarken nr. 15 i Vallø. Nanna malede her kopier/inspirationer af bl.a. Niels Walseth, mens Fibbo yndede det nonfigurative der var oppe i tiden. Ud over at male og hente en indtægt ved ejendomshandel og landbrug, var han i en periode også ansat som sælger af håndvævet for ”Sønderjysk Husflid”.  

 På foranledning af Fibbo, (der selv succesfuldt havde etableret kontakt til sin egen søn Anton), fik Nanna senere kontakt til sønnen Volmer, men det var ikke et hjerteligt gensyn og blev kun til den ene gang.

Fibbo og Nanna påtog sig efter Tell´s død ansvaret for søsteren Ruth der var mentalt infantil og kognitivt udfordret.

Ruth

Med hensyn til Ruth havde vi også nogle problemer. Tell havde lovet mor, at når hun gik væk – hun vidste selv, at hun snart skulle dø – så skulle Tell nok sørge for Ruth. Og det løfte holdt Tell. Han havde hende fra hun var ti år. Da han blev syg og døde, var Ruth vel ca. 45 år. Da han blev lidt svagelig, henvendte han sig til en af sognerådsmedlemmerne for at få lidt hjælp til Ruth, men dette ”ærede” medlem svarede Tell, at han ikke skulle søge hjælp til Ruth, for som han sagde ”-De tager hende squ fra dig!!”

Det var det værste, det kunne ske for Tell, og han klarede det indtil han blev dødssyg. Men det ville Fibbo ikke finde sig i, og da vi var kommet til Fyn og havde set til Tell, der var sendt på plejehjem i Kerteminde, tog de ud på kommunekontoret og sagde at vi skulle have penge til Ruth. Det var en kontordame, Fibbo talte med, og hun kunne ikke rigtigt love noget. Men hun ville tale med socialudvalgsformanden. Den næste dag ringede hun. ”Hvor meget har de tænkt, hr Marsby, at de skulle have?”, hvortil Fibbo svarede :”Jeg troede at der var sådan en bestemt skala som de skulle rette dem efter?”, og da hun indrømmede at det var der da i og for sig også, svarede Fibbo:” Så betal De efter denne!”. Men alligevel spurgte hun om det kunne gå hvis vi fik 500 kr. om måneden?. Og det syntes vi var meget pænt, Fibbo´s egen pension var ikke så stor dengang. Men det gik helt anderledes. Kort tid efter kom Overlæge Inge Krog og skulle se på Ruth. Det gav det resultat, at Ruth blev tilkendt højeste pension. Altså omtrent dobbelt så meget som Fibbo.

Så både Ruth og vi andre havde det dejligt og uden økonomiske bekymringer. Men Ruth døde jo, og så var den store villa alligevel for stor for os, og ny havde vi jo heller ingen tilknytning til Fyn længere, så vi rejste tilbage til Sjælland igen. Og det har vi ikke fortrudt, for det var nu alligevel som at komme hjem igen.

Men det var Ruth vi kom fra. Selvom Tell´s liv havde været en kamp for udkommet, så var Tell og Ruth alligevel lykkelige. Tell malede et billede den ene dag, og den næste tog han til Odense og solgte det, og så kunne Ruth gå til købmanden efter varer. Det var også en kamp på andre måder. Ruth ville ud. Hun ville se andre mennesker, men det hændte mange gange at der blev sagt til dem, når de rendte folk på dørene: ”I aften kan vi altså ikke så godt modtage jer, for vi er optaget!”. Jo, det var mange gange en kamp for Tell. Men som nævnt. Tell var lykkelig. Han vidste at han havde opfyldt hans døende mors bøn til ham og det gav ham en lykke og en fred i sindet, som var helt enestående. Fibbo har engang sagt, at han af alle de tusinde mennesker han havde været i berøring med gennem sit lange liv på trappeopgangene med maleri rullen under armen, aldrig har mødt et menneske, der var så god af sind som Tell. Og sandt er det da også at Tell aldrig kunne tænke en ond tanke om nogen.

Da Ruth, eller rettere sagt os, fik de mange penge, som vi skulle administrere, fulgtes Ruth og jeg til byen. Her blev jo mange penge til overs, men vi købte legetøj til Ruth, og det var aldrig det billigste.

En dag kom en af naboerne og sagde:”- Ruth hænger nu ikke sammen af ret meget!” Ruth havde jo altid været tynd, men nu kunne vi også se at hun var blevet meget tyndere. Det viste sig også på den måde at hun blev mere træt. Hun var ikke mere så villig til at gå med Pjevs, og det var ellers det hun var mest glad ved. For undertiden kunne hun møde nogen, som hun kunne hilse på. Da vi kunne se, at der var en grund til hendes træthed, sendte vi bud efter lægen. Det ville Ruth ellers ikke ha´. Hun var bange for læger. Lægen sendte hende på Odense Amtssygehus. Hun lå ikke på sygehuset mere end en 8-10 dage, før hun blev sendt hjem. Med to Falck mænd, men Ruth kunne ikke forklare hvor hun boede, så de kørte rundt med hende i et stykke tid. Til sidst fandt de på at spørge i Skamby Brugs, og heldigvis anede brugsuddeleren at det var vores Ruth, da de fortalte at hun hed Ruth Jørgensen, men at hun ikke vidste hvor hun boede. ”I kan bare køre efter mig, så skal hun nok komme hjem hvor hun hører til!” , sagde han. De to Falck mænd så meget undrende ud.

Det gik hurtigt ned af bakke med Ruth. Hun kunne ikke spise, og på det sidste kunne hun heller ikke få væske ned, og så går det ikke. Ruth havde et dejligt værelse ovenpå, og jeg gik op til hende med kaffe og kage og hvad hun ellers kunne ønske sig af godt, men hun kunne ikke få noget ned. Så sad jeg oppe hos hende og læste historier for hende til hun blev søvnig. Men på det sidste bad hun om at få lov til at være nede hos os, og det fik hun lov til. Hun sov på sofaen i vores dagligstue. Hun lå det meste af dagen. Det var en trist måned. Jeg sad og holdt hende i hånden, det meste af tiden. Så en dag da jeg også sad hos hende havde jeg sat ærter over, og så kunne jeg lugte at de gule ærter kogte over, så jeg måtte skynde mig ud i køkkenet og slukke for gassen, men Ruth holdt så fast ved min hånd, at jeg næsten ikke kunne få den fri. Hun så så bedende på mig, da jeg slap hendes hånd. Det blik glemmer jeg aldrig. Da jeg kom ind til Ruth igen, var hun bevidstløs, og jeg fik ikke talt mere med Ruth. Hen på morgenstunden vågnede jeg ved at Pjevs gør højt, så jeg springer op af min seng og gik ind til Ruth, men hun var død. Måske følte Pjevs det? Det er ikke til at vide, dyr har meget udviklede instinkter.

Ruth blev begravet på Rønninge kirkegård, ved siden af den bror, som havde været så meget for hende.

—————————-

Nanna og Fibbo med hans famillie på Amager. De står som nummer et og tre fra venstre bagerst.

————————————————————————————————————

Nancy Ludovika Jørgensen ( kunstnernavn ”Nanna Marsby”) 6 marts 1906, Asdal -1988

&

Karl Køster (Marsby)(”Fibbo”) 13. nov. 1900 Volstrup -1980 (navneforandring 11-9-1936 til Marsby)

————————————————————————————————————–

Personer i denne beretning;

Søren Klarskov Jørgensen 1858-

Birte Marie Berg 1877-

Wilhelm Tell Goldenbaum Klarskov Jørgensen, 16 sept. 1903-3 aug. 1966

Solon Kristian Klarskov Jørgensen 1900-

Gudrud Estrid Jørgensen 1901

Svanhild Jørgensen 1902

Thobias Klarskov Jørgensen 1898

Josefine Lydia Jørgensen 1916

Ruth Theodora Jørgensen 1920

———————————————-

Henry Bernhard Køster 13 maj1909-